At dele navn med en af de mest kontroversielle personligheder er nok ikke noget, der får de fleste til at juble. Ikke desto mindre har det flere store fordele, fortæller en amerikansk mand fra Alabama i USA.

En mand sidder i en laksefarvet skjorte og lyseblå bukser på en bænk. Ved siden af ham sidder hans kone, og i midten sidder hans hund – den ene af fem. Manden er Donald L. Trump, et IT-geni, der arbejder hos Maxwell Air Force Base.

Og så har han fornøjelsen af at dele navn med den kontroversielle præsidentkandidat Donald J. Trump, der deler vandene ikke blot i USA men mange steder i verden.

Han fortæller til AL, at han er blevet tilbudt penthouse-suiten, når han har booket hotelværelser, er blevet opgraderet til første klasse, når han skulle flyve, og så er han blevet tilbudt at købe flere ejendomme.

Når han præsenterer sig, reagerer mange nemlig negativt:

»Jeg har fået mange dårlige blikke fra folk. Man kan med det samme se det i deres ansigt. Jeg kan godt forstå, man er vred på ham. Sådan er det. Jeg er ikke den samme fyr, så man behøver ikke lade det gå ud over mig. Jeg skal håndtere de onde blikke. Jeg lader dem ikke genere mig,« siger den ukendte Donald Trump fra Alabama.

Han ved dog stadig ikke, hvem han skal stemme på til det amerikanske valg, da han mener, Donald J. Trump – ’den kendte’ – har nogle gode pointer, men samtidig er uheldig, når han udtrykker sig.