Skatteminister Holger K. Nielsen ligner mere og mere den egentlige politiske leder af SF.

Fredag var det igen ham, der stod i rampelyset og præsenterede en historisk plan om at investere næsten 28 mia. kr. i højhastighedstog mellem København og Aalborg.

Pludselig er rollefordelingen mellem de to SF’ere blevet synlig for alle.

Holger K. Nielsen er partiets reform-mager, dets kyndige chefforhandler og den reelle parlamentariske leder, som ledende politikere fra Socialdemokraterne og De Radikale henvender sig til, når de skal lave ’forretninger’.

Mange bemærkede, at Annette Vilhelmsen i tirsdags sendte Holger K. Nielsen som SF’s repræsentant, da regeringens vækstplan skulle lanceres. At hun som erhvervs- og vækstminister hellere ville gå til et trivielt samråd om gartnerier i den anden ende af Christiansborg, sætter en tyk streg under den arbejdsdeling, de to top-SF’ere har indgået.

Smadderdygtig og ’smooth’

Samtaler med ordførere og gruppeformænd bekræfter, at det er Holger K. Nielsen og ikke Vilhelmsen, man går til, når sager skal fremmes.

Den radikale Sofie Carsten Nielsen siger, at hendes folketingsgruppe er glad for Holger K. Nielsen.

- Han er smadderdygtig. Han har overskud og is i maven. Mit indtryk er, at det kører ’smooth’ derovre hos Holger. Han har en god kontakt til ordførerne, siger hun.

Hos Enhedslisten siger partiets finanspolitiske ordfører Frank Aaen, at han kun snakker med Holger K.

- Men det skyldes, at jeg mest arbejder med de store linjer og med økonomi, siger han.

Holger K. Nielsen er også manden, der i stigende grad fungerer som partiets talsmand i medierne. Det er ham, der deltager i de store debatter på tv, og det er ham, der sædvanligvis stiller sig til rådighed for en kommentar til små og store emner, når journalisterne render ind i ham på Christiansborgs gange.

Annette Vilhelmsen bliver sjældent kastet for løverne, og når det sker, er resultatet ikke overbevisende. Hun er i sin mediehåndtering ved at tillægge sig samme manerer som Helle Thorning-Schmidt. De sidste tre-fire år har den nuværende statsminister afvist alle spontane interview, når hun forlader sit kontor og begiver sig rundt i huset. Kun aftalte interview tillades, og det har Annette Vilhelmsen taget ved lære af. Blot med den lille forskel, at hun, i modsætning til Thorning, siger nej til langt størstedelen af de forespørgsler, som hun modtager.

Da BT traf hende torsdag eftermiddag, inden hun skulle deltage i et samråd, sagde hun først ja til at svare på et par spørgsmål. Men inden avisens udsendte nåede at stille et eneste spørgsmål, trak en embedsmand af sted med hende. Episoden er ikke enkeltstående, og man ser aldrig Annette Vilhelmsen på Christiansborg uden en beskyttende ring af medarbejdere omkring sig.

Annette slår op i banen

Rollefordelingen mellem hende og Holger ændrer ikke ved, at hun formelt stadig er partiets formand og leder. Når de seks SF-ministre mødes til morgenmad hver fredag, foregår det nu med Annette Vilhelmsen for bordenden på hendes kontor i Erhvervs- og Vækstministeriet. Det har hun trods alt insisteret på.

Før hun fyrede Thor Möger Pedersen som skatteminister, var det ham, der sad for bordenden på disse fredagsmøder. Men det ændrer ikke på, at Holger K. Nielsen ligesom Thor Möger spiller en markant rolle, fordi han sidder i regeringens magtfulde økonomiudvalg.

Det er her, at stort set alle politiske aftaler bliver flikket sammen.

Mere end én gang er det sket, at Annette Vilhelmsen på disse møder slår op i banen, når SF’s forhandlingsposition skal forsvares.

Det sker med bemærkningen: ’Den tager du, Holger’, hvorefter den erfarne tidligere partiformand kridter linjerne op.

I virkeligheden har det været sådan, siden Annette Vilhelmsen i oktober slog Astrid Krag. To dage efter sejren blev den ny formand kaldt til samtaler med Thorning og Vestager på Marienborg. Dengang måtte hun indkalde Holger K. Nielsen som bisidder, og sådan har det været siden.

Kaptajnen er gået fra borde

Det var baglandet, der fik Vilhelmsen valgt til formand, men nu føler mange sig svigtet. Partiet styrtdykker i meningsmålingerne, og det virker på mange som om, at den kvindelige kaptajn er gået fra borde. Rorgængeren, der kæmper mod uvejret og den høje bølgegang, er Holger K. Nielsen.

Hans håndelag aftvinger så meget respekt i SF, at der i debatten om selskabsskatten ikke har været den mindste antydning af, at han ikke har gjort det godt nok.

- Han har kæmpet som en løve og fik det bedst mulige resultat, siger en centralt placeret kilde i SF, der samtidig gør opmærksom på, at S og R ville gå langt videre, hvis ikke Holger havde sat hælene i.

Hans styrke er, at ingen i SF kan anklage ham for ikke at være rød.

TRÆKKER SIG: Villy Søvndal

Villy Søvndal kørte træt efter syv år som formand. Han har i dag sin ministerpost på lånt tid og har bebudet, at han ikke stiller op til næste valg.

SLIKKER SÅRENE: Astrid Krag

Der har været meget stille omkring sundhedsminister Astrid Krag efter at hun tabte kampen om formandsposten til Annette Vilhelmsen. Men hun har fremtiden foran sig og har tid til at vente på, at partiet finder sine ben igen.

KARRIERE I TV: Thor Möger Pedersen

Thor Möger Pedersen blev skydeskive for alle de indestængte frustrationer, som SF's græsrødder gik rundt med, da det viste sig, at ministerposterne ikke blev den dans på roser, som man noget naivt havde håbet på. Han blev fyret, og har i dag forladt politik til fordel for en karriere på tv.

GENFØDT: Anne Baastrup

Anne Baastrup genstartede sin politiske karriere, da hun støttede Annette Vilhelmsen og blev belønnet med posten som gruppeformand på Christiansborg.

FØRER ORDET: Jesper Petersen

Jesper Petersen siges at have det mest utaknemmelige job på Christiansborg. Han er Astrid Krag-støtte og politisk ordfører. Flere gange har han nærmest måtte slå knuder på tungen for at forklare, at sociale nedskæringer pludselig er blevet SF's politik.

PASSER BØGERNE: Ole Sohn

Ole Sohn var engang andet hjul i den magtfulde tandem Søvndal og Sohn. De gjorde SF klar til ministerposter. Ole Sohn holdt dog kun et år, og var hen ikke selv gået, havde Vilhelmsen fyret ham. I dag har Sohn trappet sit politiske arbejde ned og bruger det meste af sin tid på sit bogforlag.