USAs nye præsident Donald Trump er en af landets rigeste mænd, og en både kontroversiel og meget farverig en af slagsen. Men hvordan har han egentlig skabt sin formue – og hvilke kvalifikationer har han til at lede USA? BT har sammen med en ekspert set nærmere på Trump.
'Trump Tower’ står der med store, fede, gyldne bogstaver på det gigantiske højhus i sort glas, der tårner sig op på Fifth Avenue på Manhatten i New York. Tårnet ustråler magt og rigdom – og masser af begge. Men ejermanden – USAs nyvalgte præsident Donald Trump – er også en mand med store armbevægelser; en kulørt rigmand, der elsker at vise omverdenen, at han har penge nok.
Og det har han, for med en formue, der ifølge det amerikanske finansmedie Forbes er vurderet til 3,7 milliarder dollars – svarende til knap 25 milliarder kroner, kan han notere sig for at være den 156. rigeste mand i USA. I dansk regi ville det svare til en plads som Danmarks sjetterigeste lige under Dyne-Larsen, der har en formue på 27 milliarder ifølge Berlingske.
Trump selv har dog flere gange påstået, at han er rigere end Forbes vurdering – faktisk er han 10 milliarder dollar værd, har han sagt – om end han nægter at fremlægge sine skatteregnskaber offentligt, hvilket ellers er kutyme blandt amerikanske præsidentkandidater.
At formuen opgøres i milliarder ses også inden døre, hvor Donald Trump og hans tredje kone Melania på 66. etage i Trump Tower har indrettet en luksuslejlighed. Billeder af den overdådigt indrettede lejlighed viser, at der ikke er sparet på noget. Alt fra søjler og stuk til møbler er belagt med guld, i loftet er der malerier, og på gulvet er der marmor.
Der er ingen tvivl om, at USAs nye præsident er god til forretninger og kan få penge til at yngle. Senest har han vist, at han også kan sælge sig selv og sit præsidentkandidatur til amerikanerne. Men ligesom med sine politiske budskaber, som flere gange har chokeret både partifæller og modstandere, er han også som erhvervsmand kendt for at være kontroversiel. Det fortæller USA-ekspert Derek Beach, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.
»Trump er en god sælger. Men han er nok lidt for kreativ. En kontroversiel forretningsmand. Det er nok noget af det pæneste, man kan sige om ham,« siger han til BT.
Han henviser til, at flere af Trumps selskaber gennem tiden er gået - eller har været truet af - konkurs, og at Trump har været har været gennem mere end 3.500 retssager, hvilket USAToday også har beskrevet.
Blandt andet er han blevet anklaget af mange arbejdere for ikke at betale det, han skyldte dem. Derudover er der en verserende retssag mod hans konkursramte uddannelsinstitution ’Trump University’, hvor han er blevet sagsøgt af en gruppe studerende, der føler sig vildledt over at have betalt mange penge for foredrag med nytteløse eksperter.
»Trump som forretningsmand er skrupelløs – en mand med et blakket ry. Men han er god til at sælge og til at lave et image. Det er det, han kan«, forklarer Derek Beach.
Men er gode sælger-evner nok til, at Trump på kvalificeret vis kan varetage posten som USA's 45. præsident? Det vender vi tilbage til.
For historien om Donald John Trump begynder et helt andet sted – nemlig den 14. juni 1946, da han kom til verden i New York-forstaden Queens som fjerde barn i en velhavende familie. Hans far Frederick Christ Trump – også kaldet Fred Trump – havde skabt en formue på at sælge bygninger og huse, som amerikanske soldater kunne bo i, under anden verdenskrig.
Den unge Donald Trump havde svært ved at sidde stille på skolebænken, og efter at været blevet smidt ud af en privatskole i New York, blev han som 13-årig sendt på militærakademi.
Derefter viste han dog hurtigt, at han havde talent for handel. Ifølge Washington Post fik han i1968 en bachelorgrad i økonomi fra det kendte ’Wharton School of Business’, der hører under University of Pensylvania. Wharton School of Business er kendt for at optage usædvanligt kloge elever, eller elever fra meget velhavende familier. Ifølge Washington Post er det tidligere blevet beskrevet, at Donald Trump blev optaget på den prestigefyldte skole efter en optagelsessamtale med en ansat på skolen, der var venner med hans storebror.
Der gik ikke lang tid fra Trumps afslutning af uddannelsen til, at han i 1971 overtog styringen af faderens udlejningsselskab Elizabeth Trump & Son Co., hvilket han senere omdøbte til The Trump Organization.
Men det var op igennem 1980’erne, at det virkelig begyndte at gå godt for Trumps forretninger, og at brandet ’Trump’ for alvor blev skabt. Det skriver det amerikanske finansportal investopedia.com.
Donald Tump opkøbte flere opsigtsvækkende ejendomme og begyndte at opkalde dem efter sig selv. Det første var et stort hotel i Atlantic City, som han kaldte Trump Plaza. Sidenhen købte han flere andre, og i 1988 købte han Plaza Hotel på Manhatten for over 400 millioner dollar ifølge New York Times. Siden er flere bygninger i især New York kommet til, og går man en tur i millionbyen, kan man se navnet ’Trump’ mange steder.
Men træerne voksede ikke ind i himlen, og da det økonomiske opsving i begyndelsen af 1990’erne begyndte at aftage, begyndte det at gå ned af bakke for Trump, der stiftede en massiv gæld.
Da det stod værst til, havde Trump ifølge flere amerikanske medier en personlig gæld på 975 millioner dollar, mens selve Trump-organisationen skyldte mere end ni milliarder dollar.
Trump solgte ud af nogle af sine selskaber, blandt andet flyselskabet ’Trump Shuttle’ og en dyr yacht, og han solgte en del af Plaza Hotel.
Ifølge New York Times har Trump tidligere udtalt, at han er ’kongen af gæld’. Og avisens gennemgang af hans økonomi i august viste, at han også nu har en gæld på over fire milliarder kroner.
At Trump i 1990’erne kom i så stor en økonomisk knibe, skyldes blandt andet, at han måske foretog ret mange forskelligearterede investeringer. Gennem tiden har han blandt andet haft sit eget flyselskab, lavet et brætspil og haft sit navn på forskellige andre produkter.
Ifølge Derek Beach er Trump netop kendetegnet ved, at han ofte lader sin mavefornemmelse råde, når han træffer beslutninger – hvilket både ses, når han foretager forretninger, men også i kampen for præsidentposten.
Derek Beach mener nemlig, at det var Trumps mavefornemmelse, der gjorde, at han fandt frem til de vælgere, som ville stemme på ham.
»Han formåede jo at identificere en stor gruppe vælgere, og han gav dem det, de ville have. Det er godt set,« siger professoren, der dog peger på, at Trump har en stor svaghed i erhvervslivet – en svaghed, han frygter også kan blive et problem i hvervet som præsident.
»Hans store problem er udførslen af ting. Alle siger, at han har en opmærksomhed på fem minutter. Han er helt uinteresseret i lange diskussioner. Efter fem-ti minutter er det helt umuligt at holde på hans opmærksomhed,« siger Derek Beach, der også påpeger, at Trump flere gang under valgkampen har vist, at han ikke helt ved, hvad han taler om.
»Han har for eksempel sagt, at han nærmest er ekspert i Iran-aftalen, og at han har nærstuderet den, men når han så snakker om den, virker det ikke til, at han ved, hvad der står i den. Og generelt, når han udtaler sig om udenrigspolitik, så er det helt sort,« siger professoren.
Ifølge Derek Beach er det store problem, at Trump ikke rigtig forstår forskellen mellem politik og erhvervslivet.
»Han har altid været politisk interesseret, men han har aldrig forstået, at der er procedurer og regler, der skal følges«, siger han.
Selv om de første år i 90’erne var temmelig tumultagtige for Trumps selskaber, så lykkedes det alligevel at få rettet skuden. Han købte blandt andet flere andre store bygninger på Manhattan. Samtidig fik han også udskiftet sin første kone, den tjekkiske atlet og model Ivana Zelnickova med skuespilleren Marta Maples, som han blev gift med i 1993.
Men bygninger og industri er ikke alt, som Trump er kendt for. Han er også kendt for sin medvirken på tv og i underholdningsbranchen. I 1980’erne deltog han i wrestlingprogrammet ’Wrestlemania', og fra 1996 til 2015 ejede han skønhedskonkurrencerne Miss Universe, Miss USA og Miss Teen USA. Og fra 2004 blev han kendt for sin medvirken i realityshowet ’The Apprentice’, der handlede om hans virksomhed.
Trump har gennem sit valghold oplyst, at han tjente 214 millioner dollars på reality tv-serien i de ti år, som serien kørte.
Ifølge investipedia.com er Trump i sig selv blevet et varemærke, der er så stærkt, at det kan sammenlignes med Coca Cola og Nike. Flere af de bygninger, der bærer Trump-navnet, ejer Trump ikke selv – derimod har han solgt licenser til, at andre kan bruge navnet.
Ifølge Donald Trump er det hans far, der har været hans store forbillede.
»Min far var min inspiration«, udtalte han efter faderens død i 1999 ifølge BBC.
I 1999 blev Trump skilt fra sin anden kone og kort efter mødte han sin nuværende kone, den tidligere model Melania Knauss, der er fra Slovenien. I alt har Donald Trump fem børn, der alle har været vist frem i løbet af hans valgkampagne.
Men hvor kvalificeret er Donald Trump så egentlig til at være USA's præsident?
»Det er et godt spørgsmål. For på sin vej har han gjort sig uvenner med mange mennesker – også mange republikanere,« siger Derek Beach og forklarer, at Trump også har mistet mange af sine mest erfarne rådgivere undervejs.
»Ingen af hans nuværende rådgivere har erfaring med Det Hvide Hus,« siger han og tilføjer:
»Spørgsmålet er, om Trump har fattet, hvad han har gjort. Vi har aldrig set en præsident, der har haft så lidt politisk indhold på programmet. Der er intet fortilfælde,« lyder det fra professoren.
