Roger Federer langer nu ud efter den kontroversielle tennisstjerne Nick Kyrgios, som tidligere i august kom i problemer efter en kontroversiel udtalelse i en kamp mod schweiziske Stanislas Wawrinka.

I opgøret forsøgte Kyrgios at slå Wawrinka ud af kurs med kommentaren: »Kokkinakis bollede din kæreste (Kokkinakis banged your girlfriend, red.).«

Bemærkningen var med henvisning til tennisspilleren Thanasi Kokkinakis, som tidligere har spillet double med kroatiske Donna Vekic, der privat er blevet sat i forbindelse med både Kokkinakis og Wawrinka.

Kyrgios' udtalelse kostede ham en bøde, og det er helt på sin plads, fastslår verdensstjernen og selve indbegrebet af en gentleman, Roger Federer.

»Vi er ikke vant til den slags i tennis. Jeg ved, at det i andre sportsgrene er ganske almindeligt, ja måske ligefrem normalt. Men ikke i vores sport. Jeg tænker, det er fornuftigt, at vores organisation slår hårdt ned på det og forklarer ham, at det er ikke vejen frem,« siger Federer til Cincinatti Enquirer.

»Det er klart, at hans opførsel var meget skuffende og ikke godt for sportens image, som jeg tror, mange spillere har forsøgt at opbygge og sørge for var godt. Vi ser gerne, at vores børn ønsker at blive en del af denne sport, fordi den er god,« fortsætter Roger Federer.