Haiku-belgieren genvalgt som EU-præsident
Herman Van Rompuy fortsætter som EUs præsident i yderligere to og et halvt år.
Herman Van Rompuy fortsætter som EUs præsident i yderligere to og et halvt år.
EUs regeringsledere har torsdag aften valgt den haiku-digtende belgier Herman Van Rompuy til endnu to og et halvt år på posten som præsident for EU.
Genvalget ses som en tillidserklæring til den tidligere belgiske premierminister oven på hans håndtering af EUs gældskrise, skriver Reuters.
Den 64-årige Van Rompuy blev også udpeget til at skulle lede eurozonens kommende topmøder, hvoraf to vil blive afholdt hvert år fra nu af.
- Jeg er meget beæret over, at alle medlemmerne af Det Europæiske Råd har besluttet at bede mig om at fortsætte som EU-præsident i endnu en periode, skrev han på Twitter torsdag aften.
- Det er et privilegium at tjene Europa i så afgørende en tid som nu, men også et stort ansvar, tilføjede han.
Herman Van Rompuy blev første gang valgt som EU-præsident i december 2009. Dengang mente mange, at den tidligere britiske premierminister Tony Blair var en langt mere oplagt kandidat.
Sammen med formanden for EU-kommissionen, den portugisiske Jose Manuel Barroso, er Van Rompuy i dag den øverste repræsentant for Den Europæiske Union på internationale møder såsom G8 og G20, og han taler på vegne af EU i FN.