De ved muligvis godt selv, at den er lidt gakket.
For det er faktisk en del af projektet i FC Köln, der nu for tredje år i træk præsenterer en speciel kamptrøje i anledning af byens karneval.
Som man måske kan se, er trøjen inspireret af den uniform som karnevallets ældste garder-korps har på. Komplet med kvaster, sløjfer og knapper.
»Sådan et forrykt projekt er kun muligt at lave sammen med FC Köln, og det er en af grundene til, at samarbejdet med klubben er så sjovt, som det er,« lyder det fra Wolfram Mannherz, top-boss hos Bundesliga-klubbens trøjefabrikant, Erima.
Ikke overraskende er reaktionerne på nettet overvejende kritiske, efter at trøjen er blevet præsenteret.
»Det er vel forhåbentlig en fake?«
»I mener det alvorligt«
»Sikke en hæslig trøje.«
»Er det en trøje?«
Der er dog også dem, der mener, at den er ’cool’ og at den ’har noget’.
Trøjen er til salg i klubbens merchandise-shop nu – der er 200.000 styk. Og spillerne på klubbens førstehold - heriblandt Frederik Sørensen - slipper faktisk ikke for at trække sagen over hovedet. Det er hjemme-uniformen til Bundesliga-kampen mod Mainz den 21. november. Når der er karneval skal alle klædes ud.
