Hænges ud som nazi-sympatisør
Tømmerhandleren Ingolf Sørensen, der stod frem i TV og aviser med planer om et tæskehold efter de voldsomme uroligheder på Nørrebro i november, anklages nu for at have sympatier for nazister.
Tømmerhandleren Ingolf Sørensen, der stod frem i TV og aviser med planer om et tæskehold efter de voldsomme uroligheder på Nørrebro i november, anklages nu for at have sympatier for nazister.
"Jeg er dybt rystet og meget vred over at blive hængt ud som nazi-sympatisør. Intet ligger mig mere fjernt. Jeg har et firma i Vietnam, og flere af mine bedste venner er udlændinge," siger Ingolf Sørensen, ejer af Nørrebro Tømmerhandel.
Det er det anti-racistiske dokumentationscenter, Demos, der har ry for at være venstreorienteret, som offentligtgør mistanken mod "tømmerhandleren fra Indre Nørrebro".
I Demos' Nyhedsbrev nr. 60 mere end antydes, at tømmerhandleren bevæger sig i hagekorsets skygge.
I starten af 1990erne skulle nazi-leder Jonni Hansen, der oprindeligt stammer fra Nørrebro, en sen aften have benyttet Ingolf Sørensens lastbil sammen med en anden person.
I 1995 blev Ingolf Sørensen observeret og fotograferet sammen med nazister, der demonstrerede i forbindelse med, at Den Danske Forening skulle holde møde.
"På videooptagelser ses, hvordan han gik rundt blandt nazisterne og hilste på. Da de marcherede stod han tæt ved dem, og lignede èn, der inspicerede tropperne," skriver Demos.
Artiklen fremhæver også, at Ingolf Sørensen skulle have været kunde i nazi-forlaget Nordland, der var ejet af den tidligere nazi-leder Riis-Knudsen.
Forfatteren til Demos-artiklen forudser, at Ingolf Sørensen vil forsøge at bortforklare forbindelsen til nazisterne med "nysgerrighed" og høflig kundepleje, men konkluderer:
"Måske er der en mere lige linie i tømmerhandlerens opfattelser gennem 1990erne og frem til de truende ord i november 1999 (planerne om tæskehold mod uromagere. red.)."
"Det er noget fordømt svineri. Jonni Hansen er gammel kunde hos os. Og en af mine tidligere ansatte var medlem af nazisternes bevægelse, men Jonni Hansen har med garanti aldrig lånt min lastvogn.
Det er korrekt, at jeg hilste på min tidligere ansatte og nogle andre gamle kunder ved nazi-marchen i Hillerød, men jeg fatter ikke, at det skulle gøre mig til nazist," siger Ingolf Sørensen, der i øvrigt er medlem af partiet Venstre.
"Men jeg har aldrig haft partiets valgplakater hængende i min forretning, som Demos påstår. Jeg blander ikke forretning og politik sammen, men nogen har sikkert set Venstre-plakaterne på min private bopæl i Nivå," siger han.
Han mener, at artiklen er en slags hævn for at han hans plan om en slags privat vagtværn på Nørrebro. Ideen er så vidt vides aldrig blevet til noget.
"Demos er jo venstre-orienteret, så mon ikke det er nogle autonome, der står bag, fordi jeg var parat til at tackle ballade-magerne, hvis politiet ikke kunne.
Jeg skal i hvert fald have en snak med Demos," siger han.
Redaktør Erik Jensen fra Demos afviser, at man har hængt tømmerhandleren ud som nazist eller sympatisør.
"Vi skriver ikke, at manden er nazist. Kun at han har bevæget sig i en mystisk gråzone. F.eks. at Jonni Hansen kørte i hans bil. At han var hos Nordland og at han hilste på nogle nazister i Hillerød," siger han.