Vi gemmer alle sammen på hemmeligheder.
Og den fornemmelse har man også, når man ser traileren til TV 2's nye dramasatsning Norskov, der har premiere i aften. Men det viser sig, at skuespillerne også i den virkelige verden gemmer på lidt af hvert.
I Norskov følger følger vi politimanden Tom Noack, som vender hjem til sin barndomsby Norskov i Nordjylland for at rydde op. Stoffer florerer nemlig blandt de unge i Norskov, og det skal ikke have lov til at ødelægge byens vækstpotentiale. Derfor bliver Tom (spillet af Thomas Levin) ansat til at få bugt med problemerne. Han er samtidig en gammel Norskov-dreng, der vender hjem til gamle venner – og vi finder ud af, at i en lille by som Norskov, har de fleste deres egne hemmeligheder.
LÆS OGSÅ: Succesfuld actionfilm bliver nu til tv-serie
Inspireret af seriens eget plot spurgte vi derfor skuespillerne fra serien, om de selv bærer på hemmeligheder – og en kriminel fortid. Og det gjorde de fleste. Her får du skuespillernes mere eller mindre skræmmende flirten med den kriminelle verden.
Anne Sophie Espersen: En forbudt badebold
»Altså, jeg har engang stjålet en badebold. Men jeg gjorde det meget tydeligt, for jeg driblede den hele vejen ud af butikken, mens jeg kiggede ham i øjnene. Men han var meget gammel, og derfor var det egentlig ret skamfuldt, så jeg endte faktisk med at aflevere den tilbage, og han sagde: ’Hvad laver du!’. Men jeg tror, jeg var 10 år gammel – og jeg har købt meget i hans butik siden.«
Jacob Hauberg Lohmann: Fedtsten fra Fur og en dum mobilbøde
»Jeg blev faktisk stoppet her for nylig, fordi jeg talte i mobiltelefon, mens jeg kørte. Det var pinligt, og jeg tog sigtelsen med det samme. Og så kan jeg også huske, jeg stjal en fedtsten i anden klasse på en skoletur til Fur, for ham vi alle sammen så op til sagde, jeg ikke turde, og så stjal jeg sådan en fedtsten til to kroner i en souvenirbutik på Fur. Og så har jeg engang plyndret en telefonboks på vores skole i sjette klasse. Pludselig gik den op, og så tog jeg alle mønterne og købte p-tærter for.«
Claus Riis Østergaard: Lovlydigheden selv
»Tværtimod, vil jeg faktisk sige. Jeg har lige talt med politiet, fordi jeg har været vidne i en færdselsuheldssag, hvor jeg har været på den rigtige side af loven. Jeg er egentlig ret lovlydig. Jeg tror ikke engang, jeg har stjålet noget som lille. Jeg kan måske strække den til at have gået over for rødt.«
Thomas Levin: Klassens artige dreng
»Jeg har sikkert gjort noget. Hvem har egentlig ikke det?«
Henrik Birch: Hælervarer og en tur i retten
»Jeg var 16-17 år, gik på højskole og var på tur til København. Jeg kom gående med en kammerat ned ad Strøget, da en mand langt hår spurgte, om vi ville købe et kamera. Det kostede 50 kr., og vi sagde første nej, men min ven kunne godt bruge blitzen, så jeg købte det og fik kameraet, og han fik blitzen. Det var sådan en stor klods, der så virkelig billig ud, men jeg gik ind i en fotoforretning for at høre, hvad jeg havde købt, og det viste sig at være et virkelig dyrt et, der dengang kostede 5.000 kroner. Jeg burde selvfølgelig være gået til politiet, men jeg manglede penge og solgte det så til en ven for 250 kr.«
Så du har handlet med hælervarer?
»Ja. Grunden til, at jeg kan sige det så åbent nu, er, at to år efter ringede min ven og sagde: ’Birch, lokummet brænder. Politiet har lige været her, og jeg har sagt, jeg har købt det af dig’. Fordi det var en dyr ting, har det haft et nummer på, så man har kunne spore det. Jeg var så inde hos politiet, og jeg fastholdt, at jeg ikke vidste, det var stjålet, da jeg købte det. Det vidste jeg jo sådan set heller ikke, men jeg vidste godt, der var ugler i mosen, da jeg solgte det videre. Jeg blev dømt og fik en bøde på 500 kr. for grov uagtsomhed, som er det samme som dumhed. Men det var meget sjovt, for det var min bror, som læste jura, der forsvarede mig i retten – både i Hjørring og København. Den historie har du i øvrigt exclusive – jeg har ikke fortalt den til nogen før.«
Mathias Kaki Jørgensen: Lidt af en tøsedreng
»Jeg er gået over for rødt, det tror jeg næsten er det værste. Jeg er nok lidt en tøsedreng.«
Du kan se første afsnit af Norskov i aften klokken 20 på TV 2 – og du kan se traileren til serien lige her:
