Rockere i danske fængsler kommer under stærkt pres fra politikerne.
Regeringen vil fremsætte et lovforslag, der betyder, at rockerne slet ikke må være sammen med de andre klubmedlemmer, hvis de bliver prøveløsladt efter at have afsonet to tredjedele af dommen, som det er normalt. Desuden skal der bruges dobbeltstraf i mange flere tilfælde.
Venstre vil gå endnu hårdere til den. De synes overhovedet ikke, at rockere skal prøveløslades. Og de mener, at rockere og tilknyttede grupper som AK81 altid skal have dobbeltstraf.
- Der kommer et lovforslag i foråret, hvor vi nytænker hele den straf, folk får, siger justitsminister Karen Hækkerup (S).
- Hvis en rocker vil tage et år ekstra, fordi han ikke vil ud på vilkårene, må han jo gøre det.
Men accepterer han vilkårene, kan han være en del af familiens liv i stedet for at få besøg en gang om måneden af kone og børn. Men prisen er, at de ikke må hænge ud med deres venner. Jeg kan ikke vælge for dem. Vi vil også udmåle dobbeltstraf i flere sager. Det vigtigste for mig er ikke, hvordan fangerne har det, men at almindelige danskere kan færdes trygt på gaden, siger Karen Hækkerup.
Dobbelt-op til banderne
Venstre synes, der skal hårdere metoder til.
- De skal slet ikke prøveløslades, og der skal falde dobbeltstraf til alle rocker- og banderelaterede, siger Venstres retsordfører Karsten Lauritzen.
- Regeringen snakker også om, at man skal have ekstra tid for at være i besiddelse af skydevåben. Men jeg mener ikke, det gør nogen forskel for folk, om de får et år eller et år og en måned. Men det gør en forskel, om man får et eller to år. Så også dér skal der falde dobbeltstraf.
Venstre har endnu ikke besluttet sig for, om de vil stemme for regeringens lovforslag.
- Vi vil gerne have det strammet. Så måske er det bedre, at vi selv fremsætter et hårdere forslag efter næste valg, siger Karsten Lauritzen.
Karen Hækkerup vil også prøve at få de forskellige instanser til at arbejde bedre sammen.
- Vi tænker for meget i søjler i Kriminalforsorgen: Først er man varetægtsfængslet, så kommer man i arresthus og i fængsel, og når man er på vej ud, kommer man i pension. Men institutionerne arbejder ikke godt nok sammen, der er ikke nogen til at tage over, når de andre slipper, og så taber man folk på gulvet. Der skal laves en handlingsplan allerede, når personen er varetægtsfængslet. Man skal tage kontakt til kommunen og finde ud af, hvad man kan gøre. Det er hul i hovedet at lukke dem ud til ingenting. Forbryderne skal have en kontant straf, der svarer til den kriminalitet, de har begået. Men jeg vil også gerne have, at folk står bedre rustet til et liv uden kriminalitet på den anden side. Det er spild af tid, hvis de rusker tremmer uden at få en uddannelse eller komme i behandling for deres misbrug, siger Karen Hækkerup.
Både hun og Karsten Lauritzen mener, at kommunerne bør gøre mere for at hjælpe fanger, der er blevet stoffri i fængslet, til at forblive stoffri, når de bliver løsladt.{embedded type="node/polls" id="28925533"}