Blandt andre LO, HK og 3Fs hjemmesider er så overbelastede af angreb, at de er gået ned. Også Socialdemokraterne er ramt
Socialdemokraterne og store dele af fagbevægelsen har søndag aften været udsat for såkaldte DDOS-angreb (distributed denial of service) på nettet. Det vil sige, at deres hjemmesider har været så overbelastede af trafik, at de midlertidigt er gået ned eller har haft meget lange svartider.
3f.dk har været nede siden sitet blev angrebet lørdag og er her, søndag aften, stadig ikke kommet op at køre.
På en midlertidig nød-hjemmeside skriver 3F:
- 3Fs internetsider er desværre udsat for angreb fra en anonym gruppe. Det betyder, at siderne ikke er tilgængelige.
Angrebet mod 3F sker i protest mod fagforeningens aktion mod Restaurant Vejlegården i Vejle.
Det vides endnu ikke, hvem der står bag angrebene, men lørdag blev en video, som hævdede at stamme fra den flygtige og anonyme internetaktivist-bevægelse Anonymous lagt på youtube. I videoen anklages 3F for at blokere restauranten Vejlegården i den aktuelle overenskomstkonflikt.
- 3F skal smage deres egen medicin, siger gruppen, der i øvrigt mener, at fagforbundet undertrykker den ytringsfriheden, fordi forbundet har presset Vejle Amts Folkeblad til at droppe en annonce fra Vejlegården.
Det skal understreges at alle og enhver kan påstå at de tilhører Anonymous, så indholdet af videoen skal tages med et gran salt.
3F har anmeldt angrebet til politiet.