Hårdere straffe til ansatte der stjæler
Hårdere straffe til ansatte der stjæler
Hårdere straffe til ansatte der stjæler
Ansatte, der stjæler fra deres arbejdsgivere skal kunne straffes, også selvom de kun stjæler en chokoladestang eller en halv liter læskedrik. Det mener detailhandelens brancheorganisation, Dansk Handel og Service, som i øjeblikket fører en princiel sag ved Vestre Landsret, hvor en butiksansat står tiltalt for at have stjålet varer for 8,95 kr., skriver Politiken.
Ansættelsesretschef Laurits Rønn, Dansk Handel og Service, mener, at medarbejdere ofte slipper for straf, hvis de stjæler, fordi politiet og domstolene ikke vil beskæftige sig med de små sager.
Laurits Rønn siger, at medarbejderne skal vide, at tyveri har hårde konsekvenser og opfordrer derfor de butiksansattes organisationen, HK, til at gå med i en fælles kampagne mod medarbejdertyverier.
HK Handels formand, Jørgen Hoppe, vil gerne deltage i en kampagne, men han afviser både påstanden om at politiet ikke tager sagerne alvorligt og om at antallet af tyverier er svagt stigende.
I landets største butikskoncern, FDB, opfattes problemet heller ikke som stigende.
- Vi har haft et kontant niveau på omkring 150 sager om året igennem halvfemserne, siger afdelingsleder Knud Lund Hansen, FDB's koncernrevision.
/ritzau/