Hård tone ved fransk præsident-duel
Der blev ikke lagt fingre imellem, da de to franske præsidentkandidater tørnede sammen i afgørende TV-duel onsdag aften.
Der blev ikke lagt fingre imellem, da de to franske præsidentkandidater tørnede sammen i afgørende TV-duel onsdag aften.
Det blev både højrøstet og til tider personligt, da de to franske præsidentkandidater Francois Hollande og Nicolas Sarkozy tørnede sammen i den første, sidste og afgørende TV-duel onsdag aften. Det er således den eneste TV-duel, der har fundet sted i løbet af præsidentvalgkampen, som bliver afgjort ved sidste runde af valget, der finder sted søndag.
Beskyldninger om løgn føg således gennem luften mellem de to kandidater i den næsten tre timer lange debat, hvor socialisten Hollande kaldte den konservative Sarkozys politik for »mislykket«, mens den siddende præsident på den anden side advarede om, at Hollandes økonomiske politik kan føre til »en katastrofe.«
- Med dig er det meget simpelt: Det er aldrig din skyld, lød det anklagende fra Hollande til den siddende præsident.
- Når du lyver så skamløst, skal jeg så acceptere det?, replicerede Sarkozy.
Især da spørgsmålet om indvandring var til debat, fik det ifølge franske medier begge kandidater til at hæve stemmerne. Sarkozy foreslog således, at alle immigranter, der ønsker at komme til Frankrig skal bestå en franskeksamen, inden de overhovedet forlader deres hjemland, mens Hollande argumenterede for, at børneimmigranter skal have lov at forlade asylcentre i Frankrig.
Også udlændinges mulighed for at stemme ved franske valg var oppe at vende. Hollande er positiv over for dette, mens Sarkozy benyttede muligheden til at bringe muslimsk ekstremisme på banen, et varmt emne i fransk politik. Det er senest kommet på dagsordenen, efter en ung radikal muslim skød og dræbte syv mennesker i den franske by Toulouse, inden han selv blev omringet og dræbt af politiet ved en dramatisk aktion. Den siddende præsident frygter således, at det kan være farligt at lade udlændinge stemme, da der er fare for, at radikale islamister får indflydelse i fransk politik.
Også den økonomiske situation var på dagsordenen til debatten, hvor Sarkozy argumenterede for, at Frankrig låner så mange penge, at man er på vej til at komme i en situation, som man i øjeblikket oplever i Spanien. Hollande ønsker på den anden side øgede investeringer for at sætte gang i økonomien.
Nicolas Sarkozy har siden første runde ifølge Reuters har været seks til ti procentpoint bagud i forhold til sin socialist-rival og har ud over de dårlige meningsmålinger også mødt stor modstand gennem valgkampen. Han er den mest upopulære præsident, som stiller op til genvalg, har fået skylden for landets økonomiske problemer og har som den første præsident i nyere tid tabt første runde i valget til sin udfordrer. Det har altså været afgørende for den siddende præsident at få hentet nogle stemmer i land ved onsdagens debat.
Det er ventet, at hver tredje af Frankrigs omkring 65 millioner indbyggere har fulgt med i TV-debatten onsdag aften.