Hun er vant til at stå foran kameraet, og såmænd har Sofie Lassen-Kahlke også før klaret rollen som tv-vært, men denne gang bliver det noget anderledes.
Den 34-årige skuespiller har nemlig sagt ja til at være vært for TV3s nye underholdningsprogram ‘Stjerner på vippen’, skriver mx.dk. Med sig på bassinkanten har ‘Anja og Viktor’-skuespilleren tv-kanalens faste mand Adam Duvå Hall, og sammen skal de underholde, mens 16 mere eller mindre kendte danskere dyster om, hvem der er bedst til at hoppe ud fra vippen, lave saltomortaler og håndstandsudspring i Greve Svømmehal.
- Da jeg fik tilbuddet fra TV3 om at blive vært på ‘Stjerner på vippen’, tænkte jeg, at det til en hver tid ville være bedre at stå på bassinkanten som vært, fremfor selv at hoppe ud fra 10 meter-vippen, siger Sofie Lassen-Kahlke, der tidligere har prøvet kræfter med værtsrollen, da hun sammen med Lise Rønne og Louise Wolff var værter for Dansk Melodi Grand Prix.
Blandt programmets 16 deltagere er blandt andet Amin Jensen, Oliver Bjerrehuus, Patrick Nielsen, Claus Elgaard, Josephine Touray og Anders Bircow.
Programmet bliver sendt til efteråret.