Håndboldlegenden har givet op: Jeg kan ikke gemme mig længere

De var alle foregangskvinder i deres sport. Med historiske resultater løftede de deres sport med unikke præstationer og fik en hel nation med sig.
BT hylder i denne interviewserie en håndfuld af sportens foregangskvinder i Danmark og spørger, hvordan de selv oplevede tiden i begivenhedernes centrum. På godt og ondt. Her er det den tidligere danske håndboldspiller Camilla Andersen, som fortæller sin historie.

Opret abonnement på BT PLUS og læs om håndbold-legenden Camilla Andersen, som trak sig fra landsholdet for at få fred, men som i dag har opgivet anonymiteten - du får samtidigt adgang til tusindvis af artikler, guider og reportager i BT PLUS-universet

De var alle foregangskvinder i deres sport. Med historiske resultater løftede de deres sport med unikke præstationer og fik en hel nation med sig.
BT hylder i denne interviewserie en håndfuld af sportens foregangskvinder i Danmark og spørger, hvordan de selv oplevede tiden i begivenhedernes centrum. På godt og ondt. Her er det den tidligere håndboldspiller Camilla Andersen, som fortæller sin historie.

Det var en bombe, man havde ventet på ville detonere, da Camilla Andersen i 2000 kort efter OL i Sydney sagde farvel og tak til det danske landshold. Det var kulminationen på en mediemæssig mandsopdækning, der siden ægteskabet med Norges håndbolddarling Mia Hundvin havde føltes værre end selv den værste østeuropæiske kropstackling på den teknisk stærke playmaker.

Som blot 27-årige havde Camilla Andersen fået nok af det projektørlys, der var uundgåeligt som stjerne på en guldglimtende landsholdsgeneration. Til vinter vender hun tilbage på skærmen, når hun skal agere håndboldekspert for DR under VM på hjemmebane.

»Jeg er nået til den erkendelse, at jeg ikke kan gemme mig, uanset hvor meget jeg prøver. Det er stadig mig, der bliver hevet frem, fordi de stakkels piger ikke vinder. Den erkendelse har jeg ligesom taget,« siger Camilla Andersen med et lille skævt smil og en henvisning til det nuværende kvindelandshold.

Vi er inviteret indenfor på Camilla Andersens kontor tæt på Nyhavn. Her er den 42-årige Frederiksberg-pige, der kom, så og sejrede på håndboldbanen i dag direktør i rejsefirmaet TravelSense, som har specialiseret sig at sælge sports- og virksomhedsrejser.

Den blonde playmaker blev den mest scorende kvindelandsholdsspiller med 846 mål og er blandt de mest vindende danske sportsudøvere med dobbelt OL-guld, dobbelt EM-guld og et VM-guld på cv’et. Læg dertil et par medaljer af sølv og en enkelt af bronze. Hun blev sammen med Anja Andersen billedet på en særlig vinderkultur, der ikke er set i dansk kvindehåndbold siden.

Men hvad var der med Camilla Andersen og privatlivet? Hvordan endte hun som rejsedronning? Og hvad mener hun egentlig om det danske kvindelandshold i dag?

»Kom med indenfor«

Camilla Andersen åbner døren ind til det åbne kontor, hvor tre medarbejdere kigger op fra computerne. Trasker videre igennem lokalet, der prydes af et gigantisk verdenskort, mens seneste udgave af magasinet ’Clasico’ flyder på en hylde. Nicklas Bendtner er på forsiden. Camilla Andersen har gjort det til sin levevej at forene sport og rejser. I sin fritid nøjes hun i dag med det sidste. Motionen får hun gennem triatlon-træning.

»Jeg har ikke rørt en håndbold, siden jeg stoppede, og jeg kommer heller ikke til det. Jeg synes, det var sjovt på højt niveau, men kan ikke forestille mig, at jeg vil synes, det er sjovt på lavt niveau,« siger hun, efter vi har sat os til rette i et mindre afsides lokale. Hun fortæller om en nylig tur til Nice med sin gamle klub, FIF’s, Old Girls-damer. Her var gamle landsholdskollegaer som Tine Bøttzau, Janne Kolling og Maibritt Nielsen i aktion, mens Camilla Andersen indtog en hyggerolle som holdleder.

»Jeg var da lidt spændt på, om jeg ville savne det, men jeg tænkte bare: Gud, hvor er jeg glad for, jeg ikke spiller håndbold.«

Camilla Andersens kræfter kredser om det firma, hun i dag driver med den tidligere fodboldspiller i Brøndby, Allan Ravn. Hun er ikke bange for at kalde sig arbejdsnarkoman. Eventyret som rejsedronning startede i en bus på den tyske autobahn. Fra 1993 til 1996 spillede hun håndbold i Bundesliga-klubben Buxtehuder SV.

»En af mine holdkammerater arbejdede ved siden af håndbolden i et rejsebureau, som solgte charterrejser. Hun kom med de her kataloger et par gange om året, og så vi sad der i bussen og læste og drømte os lidt væk. Der tænkte jeg, det kunne være fedt at arbejde med rejser. Jeg havde faktisk også altid tænkt, at det måtte være et super fedt job at stå i lufthavnen og checke folk ind. Det gør jeg ikke i dag,« smågriner rejsebossen.

Camilla Andersen havde dengang Ole Frederiksen som personlig manager. Han rådgav også Brian Laudrup, der på daværende tidspunkt havde stiftet selskabet Rejsegalleriet. Så da Camilla Andersen vendte hjem til FIF i 1997, trådte hun samtidig ind i rejsebranchen.

»Inden jeg havde set mig om, havde jeg fået en elevplads i rejsegalleriet. Og så startede det«.

Har det altid været vigtigt for dig at have noget ved siden af håndbolden?

»Ja. Mine forældre, der begge har spillet på landsholdet, syntes ikke, det var en super idé, at jeg, min bror og tvillingesøster begyndte at spille håndbold. Men det gjorde vi, og jeg begyndte hurtigt at komme på alle mulige landshold. Men jeg fik hele tiden at vide, at jeg skulle tage en uddannelse. Jeg er vokset op med, at uddannelse er vigtigere end sport, og det er jeg virkelig taknemlig for,« siger Camilla Andersen, der blandt andet har en Master i Oplevelsesledelse fra RUC og nu er i gang med en MBA på Henley Business School.

»Det skal i hvert fald ikke hedde sig, at jeg er kommet her til, bare fordi jeg er mig,« siger hun og kalder det naturligt for hende at bestemme og have indflydelse på det, der vedrører hende.

Man skal ikke tilbringe mange minutter med Camilla Andersen for at opleve hendes evne til at dominere et lokale. Hun er ikke særlig stor og har et lidt drenget uskyldigt smil under det korte blonde hår, men når hun taler, er det med en kraft og storkøbenhavnsk attitude, der gør det soleklart, at hun kan skære igennem, når der er behov for det. Og det har der været gennem tiden. Såvel som håndboldspilleren som privatmennesket Camilla, der foruden ægteskabet med Mia Hundvin en overgang var kæreste med Anja Andersen.

»Når jeg stopper med noget, er jeg ret definitiv. Det er egentlig ligegyldigt, om det er sport eller kærester. Så cutter jeg. Jeg ønsker ikke at blive ved med at komme tilbage til noget«.

Netop dit privatliv har der været stort fokus på. Har det været bagsiden af medaljen?

»Når jeg ser tilbage, er jeg glad for, jeg har været ærlig omkring min seksualitet fra dag et, selvom det har skabt mere interesse for mig, end jeg syntes var fedt. Der var utrolig meget omkring Mia og mig, og det var jo også en af grundene til, at jeg stoppede på landsholdet efter Sydney. Interessen blev bare for meget,« fortæller Camilla Andersen, der tre år efter vielsen måtte lade sig skille fra Mia Hundvin og kunne læse om det overalt i både Danmark og Norge.

Samtidig skulle hun i det følgende halvår fortsætte med at spille håndbold i Slagelse sammen med Hundvin, der kort efter indledte et forhold til en mandlig norsk snowboarder.

»Hun var den glade og forelskede, mens jeg var den forsmåede og forladte,« husker Camilla Andersen, der kvitterede med at spille noget af karrierens bedste håndbold.

Camilla Andersens afslutningsreplik blev, at hun aldrig ville kontakte Mia Hundvin igen, men:

»Nu er vi da koblet op på Facebook. Jeg håber i virkeligheden bare, at hun er glad. Selvfølgelig kunne det ikke holde. Vi blev jo gift, da vi var...ingenting, altså. Come on.«

Camilla Andersen er ikke bleg for at indrømme, at hendes arbejdsnarkomani nok ikke har været nemt at håndtere for tidligere partnere. Nu giver hun det endnu et skud, og fornemmelsen er god. I godt et halvt år har hun dannet par med Charlotte, der endda har taget to børn på ni og seks år med sig ind i forholdet. Endnu bor parret dog hver for sig.

Er du svær at bo sammen med?

»Naah... ej, det synes jeg ikke. Det kan godt være, jeg har været det tidligere, men jeg bliver jo også klogere på mig selv. De tidligere kærester, jeg har haft, har nok haft lidt svært med at affinde sig med, at firmaet har fyldt så meget, men når man får en kæreste, som jeg har nu, der selv er selvstændig, så er tolerancegrænsen flyttet rigtig meget. Og så er jeg blevet mere bevidst om at være nærværende, når jeg er der. Tidligere kunne det første jeg gjorde, når jeg kom hjem, godt være at tjekke mailen.«

Hvordan er det, at der nu er børn involveret?

»Det er dejligt. Jeg er ikke børneforskrækket overhovedet. Jeg er jo verdens bedste moster og bliver snart også faster! At hun har børn er fantastisk. Det er et plus i bogen.«

Plusser er der knap så mange af i bogen om det nuværende kvindelandshold. Triumferne skal man efterhånden mange år tilbage for at finde.

Hvad er dit indtryk af niveauet på kvindelandsholdet i dag?

»Nu siger jeg det med et smil på læben, men vi spillede bare bedre håndbold. Jeg ved godt, at spillet har ændret sig til at være mere fysisk i dag, men vi kunne noget mere og turde noget mere i forhold til det, jeg ser i dag. Vi kom også hurtigt ind og red på en bølge af succeser, der gjorde, vi havde en grundlæggende selvtillid,« lyder vurderingen fra den tidligere landsholdsanfører, der ser en stor udfordring for spillerne i den digitale tidsalders enorme spind.

»Vi gik ikke op i andet end håndbold. Der var slet ikke den der personprofilering på samme måde, som der er i dag. Når vi var på træningslejr, var der ikke internet. Man fik højst noget at vide, hvis man ringede hjem på mønttelefonen. I dag er spillerne offentligt tilgængelige og skal helst have så mange følgere som muligt på Facebook, Instagram og Twitter. De vil gerne fremstå gode hele tiden, og når man så ikke er det, nedbryder man hurtigt sig selv. I dag skal man hele tiden være god,« mener Camilla Andersen, der ser udviklingen som en trussel af spillernes psyke.

»Vi ser jo nu, at landsholdene ofte har en psykolog med på tur. Var det sket, da jeg spillede, havde vi nok tænkt, at det måtte være til træneren! Presset er som sådan ikke blevet større, men det føler de nok. Der er kameraer over det hele, og de bidrager selv til det ved at være aktive på de sociale medier.«
Om de danske piger kan stå for presset, får vi svar på ved VM på hjemmebane i december med Camilla Andersen på skærmen som ekspert på DR. Hun prøvede at forsvinde fra medierne, men gemmelegen er forbi.

Blå bog:
Født: 5. juli 1973 (42 år)
Store resultater i klub: Dansk mester, norsk mester, pokalvinder, Champions League-vinder
Store resultater på landsholdet: Dobbelt OL-guld, dobbelt EM-guld, VM-guld, VM-bronze, VM-sølv og EM-sølv.
Personlig hæder: Hun blev i 2012 optaget i DIF’s Hall of Fame som det 27. medlem.