Det er en institution for sig selv i dansk topidræt, der til sommer lægger håndboldskoene op i papkassen på loftet.

Kasper Hvidt har valgt at pensionere sig selv efter 20 år som målmand i absolut verdensklasse. Beslutningen er truffet på baggrund af en mavefornemmelse - og ikke fordi han har fået et tilbud, han ikke kunne sige nej til.

»Jeg har faktisk ikke noget job på hånden. Jeg har bare tænkt, at det ligesom var tiden til at prøve noget andet og tid til at turde at springe ud i det uden at være sikker på at have et job efter sommerferien,« fortæller Kasper Hvidt til BT.

Hans navn er flere gange blevet bragt i spil som afløser for Ulrik Wilbek, der i sommer forlod sit job som sportschef i Dansk Håndbold-Forbund (DHF) i kølvandet på balladen efter OL-triumfen.

Er det et job, du kunne være interesseret i?

»Det kunne jeg helt sikkert. Og der er også rigtig mange, der spørger, om jeg har fået en henvendelse. Det har jeg ikke. Så vidt jeg kan læse i medierne, er DHF i gang med en form for intern proces i forhold til at udarbejde en profilbeskrivelse til rollen som sportschef.«

»Men det er et job, jeg synes er interessant i forhold til de kvalifikationer, jeg har opnået igennem de seneste 20 år som professionel håndboldspiller. På den måde - ja, det er interessant for mig. Men på den anden side - jeg har ikke fået nogle henvendelser.«

Kasper Hvidt slog helt tilbage i 1996 sit navn fast i dansk håndbold, da han som ung og sulten målmand lukkede målet af for Ajax København. Året efter tog hun hul på udlandseventyr, der skulle strække sig over et årti. I 2009 vendte han hjem til Danmark og var nøglespiller hos først FC København og siden på det succesfulde AG København-mandskab. Og herefter var han en af bagmændene bag fusionsholdet KIF Kolding København.

Et helt liv med håndbold, håndbold, håndbold. Hvor svært har det været at sige farvel til?

»Det har sådan set ikke været så svært. Det handler om at have en god fornemmelse omkring sin beslutning, og det har jeg. Og så med tiden vise, om det er den rigtige beslutning. Men selve det at træffe den, det har været let.«

Er der noget, du kigger tilbage på og fortryder?

»Jeg ville gerne have vundet nogle flere titler. Det vil man jo altid, for det er sådan set derfor, at man spiller. Men sådan er sportsverdenen - nogle gange vinder man, og andre gange taber man. Men jeg fortryder sådan set ikke noget. Jeg er meget, meget glad for alt det, jeg har opnået. Som sportsmand, men også som menneske. Jeg er taknemmelig for de kulturelle oplevelser, jeg har fået i udlandet. Og jeg har mødt utroligt mange spændende og inspirerende mennesker på min vej, som alle har været med til at forme mig til den person, jeg er i dag.«

Du har haft hundredevis af holdkammerater gennem din karriere - hvem har været den bedste?

»Den håndboldfagligt bedste, jeg har spillet sammen med, er nok islandske Olafur Stefansson. Det var en, der forstod at være på toppen, lige indtil han stoppede. På den måde er han et forbillede, fordi han forstod, at man skulle stoppe, mens man stadig kunne gøre en forskel.«

Har du haft ham i tankerne, da du skulle træffe din beslutning om at stoppe?

»Egentlig ikke. Men nu hvor du spørger, og jeg kommer til at tænke på ham, så har han nok været en inspirationskilde for mig på en eller anden måde.«

Hvad  kommer til at stå som det største for dig, når du til sommer skal kigge tilbage på din samlede håndboldkarriere?

»Uden tvivl EM-titlen 2008. Det var på en måde dansk herrehåndbolds gennembrud - i forhold til at vinde noget. Vi havde været tæt på et par gange, men så lykkedes det endelig oppe i Norge. Og det er selvfølgelig min karrieres helt store triumf.«