Amerikanske Joe og Marjean Hagans blev ramt af en ekstrem tragisk begivenhed i 1989.
Det hele startede 21 år forinden i 1968. Her forsvandt deres kun tre år gamle søn Jonathan efter en tur på stranden.
Efter politiet i Tallahassee i delstaten Florida havde færdiggjort dets efterforskning, kom betjentene med følgende konklusion: Jonathan var druknet. Det var den eneste mulige forklaring på drengens skæbne.
Det skriver Daily Mirror.
Men Joe og Marjean Hagans blev ved med at håbe på, at deres søn en dag ville træde ind ad døren. Og det gjorde han i april 1989.
Her fik den 55 år gamle Marjean Hagans et opkald fra politiet. De mente at have fået en henvendelse fra en 24-årig mand, der var deres søn. Marjean Hagans og den unge mand David Bonnabel talte i telefon sammen. Og allerede den efterfølgende dag fløj han til Florida.
»Han er min dreng. Mirakler kan ske fyldest,« sagde den grædefærdige Marjean om mødet med sin søn.
Den mirakuløse historie blev omtalt i diverse amerikanske medier. David som Jonathan nu hed var angiveligt blevet bortført af en rumænsk kvinde, der havde taget ham til New York, hvor han flygtede fra i en alder af 13-14 år.
Ifølge Marjean Hagans kunne David flere detaljer om deres familie. Detaljer, som hun i første omgang mente, kun Jonathan ville kende til. Han lignede endda de tegninger, som der var lavet af en 'voksen' Jonathan. Han kunne også huske, at de på et tidspunkt havde en grøn bil. Men alligevel blev hun mistænkelig overfor manden, der påstod at være hendes søn. Han blev underlagt en dna-prøve i juli samme år. Og sandheden var næsten ikke til at bære for forældrene. Det viste sig, at David ikke var Jonathan.
Det kom frem, at David i virkeligheden kom fra Mexico og ønskede at forblive i USA. Derfor havde han forsøgt sig med drastiske metoder. Det viste sig også, at han før den falske genforening havde medvirket i talkshowet 'the Oprah Show' for at fortælle om sin historie.
David ændrede hurtigt forklaring, da resultatet af dna-prøven kom frem i lyset. Han forklarede efterfølgende, at han godt nok ikke var Jonathan, men han kendte ham. Den rumænske kvinde havde nemlig bortført to personer - ham og Jonathan. Marjean og Joe Hagans søn havde forsøgt at flygte fra kvindens jerngreb, men blev formentlig dræbt. Han kunne dog ikke forklare, hvorfor han havde udgivet sig for at være Hagans-parrets søn.
Politiet endte med at deportere ham til Mexico.
»Nogle gange ville jeg ønske, at David aldrig var blevet en del af vores liv. Jeg vil gerne begrave min Jonathan, hvis han er død. Hvis ikke, så er han derude et sted,« sagde Marjean Hagans den gang.