Det er nok for sent allerede. Du har jo klikket på artiklen. Men så alligevel, for der er yderligere et billede af det, der måske er verdens største edderkop længere nede i denne artikel. Så sig ikke, at vi ikke har advaret dig!

Denne enorme edderkop blev fundet på et dyreinternat i den australske delstat Queensland sidste år, men først nu har billederne af 'Charlotte' - som hun-edderkoppen blev døbt af kvinden, der fandt hende - for alvor taget nettet med storm. Det skriver flere internationale medier, blandt andet New York Post og Daily Mail.

'Her er jeg så, mens jeg møder en af mine naboer,' skrev kvinden, der fandt kæmpekrybet på dyreinternatet Barnyard Betty's Rescue's Facebook-side i et opslag fra oktober sidste år, som nu er blevet delt igen på grund af den store interesse - eller skulle vi kalde det frygt? - for 'Charlotte' som er kommet i kølvandet på, at billedet af gigaedderkoppen er blevet delt igen og igen de seneste dage.

På billederne ses Charlotte kravle rundt på en kost - og hun fylder næsten hele den ene halvdel af kostehovedet. Og det enorme kryb skræmmer livet af araknofober verden over.

'Skræmmende dæmonavl'

'Hvordan helvede kan du få dig selv til at røre dette forfærdelige, skræmmende dæmonavl!?!,' skriver en bruger på Facebook.

'Det er i sandhed, hvad mareridt bliver skabt af,' skriver en anden.

En tredje bruger er næsten lige så skræmt af at se på 'Charlottes' lange, krogede ben som udsigten til at vågne op den 9. november til nyheden om, at Donald Trump er USA's nye præsident.

'... det her skræmmer mig. Ikke så meget som Trump, men det er virkelig tæt på,' skriver vedkommende.

'Charlotte' er af arten 'Giant Huntsman', som hører til blandt verdens allerstørste jagt-edderkopper med et benspænd på op til 30 cm. Og 'Charlotte' er et af de største eksemplarer af arten, der nogensinde er fundet.

'Det er ikke normalt for en Giant Huntsman at blive så stor,' skriver kvinden Barnyard Betty's Rescue på Facebook.

Slæbte rundt på død mus

Hun forsikrer, at billederne ikke har været en tur igennem Photoshop - og at 'Charlotte' den dag i dag kravler rundt på dyreinternatet.

'Jeg satte hende ud på internatet efter at have reddet hende, så jeg kan ikke skaffe flere billeder eller tage video af hende, beklager,' skriver hun i det opdaterede Facebook-opslag og tilføjer:

'Hun behøvede og behøver ikke at blive slået ihjel! De stakkels edderkopper er så misforståede.'

Det er kun en uges tid siden, at en video af en anden Giant Huntsman-edderkop spredte skræk og rædsel på de sociale medier. I videoen ses kæmpeedderkoppen slæbe af sted med en død mus.

Så vidoen herunder... hvis du tør!

Trods deres enorme størrelse er Giant Huntsman-edderkopper faktisk ufarlige for os mennesker. Men skræmme os fra vid og sans - det kan de!

Her er hele det efterhånden berømte Facebook-opslag med billederne af kæmpeedderkoppen 'Charlotte'.