Kommende studenter kan hverken placere Danmarks besættelse eller Første Verdenskrig. Det viser en stikprøveundersøgelse, som Morgenavisen Jyllands-Posten har foretaget blandt flere hundrede gymnasieelever i 3. g.

- Vi lever på overfladen - i det man kunne kalde et stemnings- og følelsessamfund. Derfor er vores demokrati i demagogernes vold, og de opvoksende generationer får mindre at stå imod med, de bliver som sommerfugle, siger dr. phil. og folketingsmedlem Per Stig Møller (K) i en kommentar.

Han er enig med repræsentanter for undervisningsverdenen i, at der er behov for grundlæggende debat om vore fælles historie og om, hvad vi alle sammen skal kunne huske. Det er vigtigt at ruste de unge til fremtidens globalisering.

Tidligere undervisningsminister og medlem af Europa-Parlamentet Bertel Haarder (V) betegner den manglende historiske viden som "helt uantagelig".

Han mener, der skal strammes grundigt op om historieundervisningen i både folkeskolen og i gymnasiet.

Formanden for Historielærerforeningen i gymnasiet, Lotte Schou, mener ikke, at det er så vigtigt, at gymnasieeleverne kan sætte årstal på de historiske begivendeder. Det kan slås op i et leksikon.

Der er noget andet, der er vigtigere end tilfældige årstal, siger hun og fremhæver de dybdeborende og analyserende opgaver som 3. g'erne afleverer om historiske emner.

Undervisningsminister Margrethe Vestager er i USA og har ikke ønsket at kommentere sagen.

/ritzau/