Gustav kommer ind i retten, efter at dommeren har måttet vente på den forsinkede tv-kendis. Han er iført stramtsiddende tøj og kæder. I retssalen får han øje på sin voldsmand. Han er tiltalt for at have spyttet på Gustav og en kammerat, ligesom han har råbt 'homosvin' og truet ham med tæsk.
Den tiltalte, der har et tilhørsforhold til AK81, kigger kortvarigt på Gustavs tøjvalg, hvorefter han sender ham et hånligt smil. Forinden har han nægtet at svare på spørgsmål i sagen. Retssagen er i dag blevet genoptaget, efter den tiltalte ikke mødte op ved det første retsmøde.
Herefter fortæller Gustav om episoden, der fandt sted den 27. maj sidste år, da han kom kørende med sin ven i indre København. Ved Studiestræde begynder fire personer i en sort bil at råbe aggressivt efter dem, hvorefter de følger efter Gustavs bil.
- Først tænkte jeg ikke over det, da jeg er vant til, at folk råber efter mig. Men da de bliver ved med at forfølge os, bliver jeg alligevel ret bange, fortæller Gustav i retten.
Efter at være blevet forfulgt i et lille kvarters tid, kører den sorte bil ind foran dem og stiger ud af bilen. Ifølge Gustav kommer den tiltalte helt hen til bilen, og råber 'homosvin' og flere andre ukvemsord efter dem.
Gustav får optaget en del af episoden, som bliver afspillet i retten. Den tiltalte sidder med armene over kors, og reagerer ikke på optagelserne af sin voldelige opførsel.
Den tiltalte risikerer nu en fængselsstraf på 60 dages fængsel. Anklageren mener, at det er en skærpende omstændighed, at volden skyldes Gustavs seksuelle orientering, bedre kendt som en såkaldt hate-crime.