FC Midtjylland er med én runde tilbage af efteråret og midtvejs i turneringen hele 10 point foran de nærmeste konkurrenter fra Randers og 11 point foran de forventede udfordrere fra FC København, som holdet møder i den kommende weekends sidste efterårskamp. Kun to gange tidligere har et tophold været mere end 10 point foran nummer to ved vinterpausen.

BTs fodboldredaktør Morten Crone Sejersbøl giver 10 gode grunde til, at FC Midtjylland lige nu styrer mod det danske mesterskab.

Konceptet


Glen Riddersholm har skabt et koncept baseret på aggressivitet, presspil og en enorm offensiv frihed, hvor holdets kreative spillere har gode muligheder for at udfolde sig optimalt. Det betyder, at teknisk dygtige og hurtige spillere som Pione Sisto og Sylvester Igboun (th) trives og udfolder deres potentiale optimalt.

Presspillet

FC Midtjylland har i mange år haft spillere med høj fart i fødderne og masser af krigeriskhed i erobringsspillet med Sylvester Igboun, Rilwan Hassan og Izunna som de fremmeste eksponenter. Det er dog først i år, at også spillere som Jakob Poulsen (th) og Petter Andersson for alvor er fulgt med og deltager i det kollektive pres med genpresset højt på modstanderens bane som det klareste aftryk.

Sult

I sidste sæson oplevede FC Midtjylland en stejl nedtur, da klubben tabte de sidste tre kampe og smed det mesterskab, der længe lå til den. I stedet for at gå ned mentalt, er det lykkedes spillere og trænere at rejse sig og gøre ærgrelse til revanchelyst. FC Midtjylland har endnu ikke vundet det guld, der så længe har været en del af klubbens ambition. Sulten er enorm.

Rutine

For to-tre sæsoner siden påpegede Glen Riddersholm ofte, at hans trup var ung og urutineret. Det har ændret sig, efter Jakob Poulsen, Peter Andersson og Morten Duncan Rasmussen er kommet til, og ikke mindst efter, at de dengang unge spillere har fået flere kampe i benene. Izunna, Igboun og Rilwan Hassan har således alle spillet mellem 140 og 170 kampe for førsteholdet trods deres 23 og 24 år.

Akademiet

FC Midtjyllands akademi er gennem tiden blevet beskyldt for meget, men ingen har kunnet argumentere imod, at det har skabt spillere til førsteholdet. Det betyder ikke blot, at FC Midtjylland internationalt placerer sig som nummer 15 blandt 468 klubber i 31 ligaer på listen over klubber med flest spillere af egen avl i førsteholdstruppen (53,6 procent), men også at spillerne kender hinanden, klubben og konceptet, når de træder ind på førsteholdet. Det gør holdet mindre sårbart over for skader blandt stamspillerne.

Bredde


Der har næppe nogensinde været så mange dygtige spillere samlet på førsteholdet. I sommer hentede klubben Jim Larsen, Tim Sparv, Kristoffer Olsson samt Marcos Ureña (th) og alle har bidraget til holdet, når de har været med. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan de har erstattet ellers faste spillere på holdet uden synligt at forringe kvaliteten på holdet. Et lille billede på det er, at FCM sammen med Randers FC, har flest målskytter (4) blandt deres indskiftere.

Matthew Benham

FC Midtjylland fik i sommer ny ejer, da den rige englænder Matthew Benham, der også ejer Brentford, gik ind i klubben. Med sig tog han et nyt netværk og ikke mindst et enormt scoutingapparat bygget på statistik. Det har blandt andet betydet, at FCM har valgt til og fra ud fra nye parametre, og at eksempelvis Jim Larsen blev godkendt, mens Lasse Nielsen blev fravalgt, da der skulle findes en ny midterforsvarer. Den positive effekt kan ikke udelukkes. Benhams ankomst betyder desuden, at FCM henover vinteren ikke skal sælge ud af sine bedste spillere, fordi økonomien nu er sund.

Pione Sisto

Inden kampen mod FC Vestsjælland blev han af Spillerforeningen kåret som Årets Profil i Superligaen, og når han inden for december efter al sandsynlighed får dansk statsborgerskab, ligner han en selvskreven spiller på det danske landshold. Hans touch, hurtighed, opfindsomhed, målfarlighed og tekniske kunnen har givet FCM x-faktor.

Bach Bak på back

Kristian Bach Bak er truppens naturlige anfører på grund af sin personlighed og karisma, men det har ikke altid været helt nemt at placere ham på holdkortet. Som midterforsvarer var han for udisciplineret, men efter en rundtur via både midtbane og angreb er han havnet på højre back, hvor han har gjort det fortrinligt som en både pågående og offensivt indstillet spiller.

Dødbolde

At Midtjylland er blevet ekstremt farlig på de dødbolde, har assistenttræner Brian Priske hovedansvaret for. Ikke færre end 15 af holdets 34 mål er scoret efter frispark, hjørnespark, straffespark eller indskast, og som mange vil have bemærket, er det ikke altid på traditionelle kombinationer, FCM scorer. Ofte er det via skøre, indøvede detaljer, der tager fusen på modstanderne.