Natten til fredag blev festet til den helt store guldmedalje i Herfølges klubhus. Men dagen derpå var alt atter ved det gamle i klubben - altså lige bortset fra at træner John "Faxe" Jensen for denne ene gangs skyld var blevet hjemme for at pleje sig selv.

"Jeg tror såmænd Faxe sover endnu. Og det er ham vel ondt. Guldfesten har helt sikkert taget hårdt på ham," griner Herfølges formand, Martin Juul, da B.T. fangede ham midt på eftermiddagen.

Selv har han dog ingen tømmermænd. Juul forlod allerede det støjende selskab ved midnatstid et par timer før spillerne kom hjem efter den veloverståede udekamp mod Silkeborg.

"Jeg har jo nok at se til i mit civile direktør-job i genbrugs-virksomheden RGS90. Derfor skulle jeg ikke alt for sent i seng," forklarer Martin Juul.

Står det til ham, kommer mesterskabet ikke til at ændre klubben vé og vel ret meget.

"Vi vil fortsat tage det stille og roligt. Derfor har vi heller ikke i fremtiden tænkt os at slå større brød op end vi kan bage," fastslår Martin Juul.

Den 49-årige Herfølge-formand indrømmer dog, at han får nok at se til de kommende uger og måneder.

"I forvejen har jeg et hængeparti med John "Faxe". Ifølge aftalen skulle jeg forlængst have givet ham et tilbud om kontrakt-forlængelse. Imidlertid har jeg kke haft tid til at ordne papirerne endnu," beklager Martin Juul, der er klar til at give "Faxe" lønforhøjelse pr. 1. juli 2001.

"Naturligvis skal han have lidt ekstra i lønningsposen. Men beløbet kommer altså ikke til at ligge i million-størrelsen. I fjor havde vi et underskud på 300.000 kroner, og i år kommer vi ud med et tilsvarende overskud. Derfor har vi ikke specielt mange penge at rutte med - omend vi da har en egenkapital på 5,5 mio. kroner," siger Martin Juul.

Og på børsen har man heller ingen planer om at gå:

"Hvorfor i alverden skulle vi dog det? Vi er slet, slet ikke klar til det eventyr endnu. Og hvad skal vi i øvrigt stille opmed alle de millioner, som en introduktion formentlig vil indbringe? Nej, vi har lært af de mildest talt dårlige erfaringer, som flere af vore børs-noterede kolleger i dansk fodbold har gjort de seneste år".

Men I skal vel ud og forstærke holdet?

"Ikke umiddelbart. Vi er glade for de spillere, vi har. Og så er jeg bange for, at det kan bringe uro i geledderne, hvis truppen bliver fornyet alt for meget. Men hvis vi klarer os gennem kvalifikationen til Champions League, kan det da godt være, at vi skal på indkøbstur".

Er I overhovedet gearet til Champions League?

"Vi har vundet det danske mesterskab, og er dermed parat til at prøve kræfter med de store i europæisk fodbold. Mere er der vel ikke at sige om den sag. Men vi må dog nok erkende, at vort stadion, der blot tæller 3.500 siddepladser, ikke er stort nok, hvis vi trækker et af de store hold fra Vest- eller Sydeuropa. I så fald må vi placere hjemmekampene på Brøndby Stadion eller i Parken. Men skal vi møde et af de mindre attraktive hold fra Østeuropa, bliver vi i Herfølge".

Hvor meget er DM-guldet egentlig værd i kroner og ører?

"Fra anden side har vi hørt, at kval-kampene, hvoraf den første spilles 23. august, er omkring én million kroner værd. Og skulle vi spille os ind i hovedturneringen, kommer der yderligere minimum 22 millioner kroner i klubkassen".

Mesterskabet og den tilhørende billet til Champions League-kvalifikationen kommer vel bag på jer?

"Både ja og nej. Vor målsætning før denne sæson var en placering i top-6. Først næste år skulle vi efter planen i medaljerækken. Alligevel havde vi før sæsonen aftalt en mesterskabs-bonus på 750.000 kroner til deling mellem hver af spillerne i førsteholdstruppen. Til gengæld har vi aldrig fået en aftale om Champions League-kvalifikation på plads".

Og hvad betyder det?

"Forhåbentlig bliver vi enige om denne ikke uvæsentlige detalje, når vi fra 7.-10. juni drager til Bornholm for at spille en enkelt opvisningskamp. I denne periode, hvor vi uden tvivl får det hyggeligt, har vi aftalt, at hele spillertruppen skal diskutere fremtid med klubledelsen".

I det hele taget er man god til at hygge sig i Herfølge. Og ifølge Martin Juul skyldes dette faktum ikke mindst John "Faxe" Jensen.

"Det er ikke for meget sagt, at hans tilstedeværelse har været guld værd," fastslår Martin Juul, og tilføjer:

"I forvejen rådede vi over en homogen og velfungerende gruppe af dygtige spillere. Men Faxe har været med til at tilføre holdet en ekstra social dimension. For eksempel er hans træning altid spændende. Og hertil kommer, at han gerne tager spillerne med på fisketur, hvorunder de nyder et par velfortjente øl".

Martin Juul mener også, at det har påvirket spillerne i positiv retning, at John "Faxe" Jensen udadtil nyder stor respekt.

"Ingen i Herfølge-lejren glemmer turen til London i vinter, hvor vi var inde at se hans tidligere klub, Arsenal, spille en hjemmekamp på Highbury. Pludselig begyndte 60.000 mennesker at lovprise "Faxe" i hjerteskærende sange. En fantastisk oplevelse, som ingen af de tilstedeværende nogensinde glemmer," fastslår Martin Juul.

Han har siden 1992 været formand for Herfølge Boldklub.

"Egentlig var det min mening, at trække mig indenfor overskuelig fremtid. Men på baggrund af denne sæsons oplevelser forventer jeg at tage et par år mere på posten," siger Martin Juul.

Og der er masser af opgaver forude. Champions League - den er god nok.

t-id