Den afdøde fodboldlegende ’Guld-Harald’ Nielsens kendte firma er snart fortid. Efter en svær tid for branchen har hans datter besluttet at lukke firmaet, som hendes far og mor grundlagde i 1971.

Først var der finanskrisen. Så var der en række opslidende retssager mod kæmpe modehuse. Og så begyndte kunderne at finde andre græsgange og handle på nettet i stedet for i butikkerne.

Dertil kom, at familien for halvandet år siden måtte sige farvel til fodboldlegenden Harald Nielsen – også kendt som ’Guld-Harald’ – der døde efter et længere kræftforløb.

De seneste år har ikke været lige nemme for den afdøde Harald Nielsen, hans kone skuespilleren Rudi Nielsen – kendt fra rollen som Mie i de originale 'Far til fire'-film – samt parrets taskefirma, som parret stiftede tilbage i 1971.

Og det har ført til, at parrets datter Heidi Madsen (49) nu har valgt at lukke det kendte familiens firma Rudi & Harald, der i mere end 40 år har forsynet danskerne med italienske sko og tasker.

»Det var en beslutning, vi tog sidste forår. Detailbranchen har ændret sig meget, og vi synes ikke, at vores koncept længere passer ind i branchen. Det er lidt svært at få det til at løbe rundt ved at være mellemled, fordi der er så mange store kæder og stormagasiner i dag,« forklarer hun og fortsætter:

»Vi følte, at vi skulle ændre os meget for at tilpasse os den nye type detail, der er i dag«.

Heidi Madsen har de seneste år stået for driften af firmaet, der blev stiftet af hendes forældre, da Harald Nielsen måtte indstille sin fodboldkarriere i en alt for tidlig alder efter en diskusprolaps.

»Far kom ud af en handelsfamilie. Hans far var fiskehandler – og i en periode også hundehandler – så det faldt ham naturligt at forsøge sig med handel,« fortælle Heidi Madsen

Den kendte fodboldspiller forsøgte sig først med at sælge nylonstrømer og tandbørster uden den store succes.

»Det var først, da han opdagede, at de danske damer var vilde med min mors italienske tasker, at han fik hul på bylden,« fortæller Heidi Madsen, der har været med i firmaet fra barnsben.

I 2012 og 2013 kom Guld Harald i medierne med sit taskefirma, da han gentagne gange blev sagsøgt af store modehuse som Gucci og Hermes, der mente, at han havde kopieret deres varer. Selv om fodboldlegenden vandt de fleste af sagerne, så blev det en dyr fornøjelse:

»Det kostede en formue, og det var fuldstændig åndssvagt. Men min far var en meget, meget stolt mand og opførte sig rigtig, rigtig pænt. Han var meget fair, og hvis andre ikke var det og beskyldte ham for noget, så røg han op i det røde felt,« fortæller Heidi Madsen, der ærgrer sig over, at hendes far skulle bruge så mange år af sit liv på de opslidende sager.

Beslutningen om at lukke familiefirmaet har dog ikke noget med hverken de mange retssager eller med Harald Nielsens død at gøre. Allerede inden hans bortgang havde firmaet svære tider grundet den stigende internethandel, som familien bevidst valgte ikke at satse på.

»Man skal også have hjertet med i det, man gør, og vores hjerte ligger helt sikkert i det koncept, der hedder, at vi bruger vores forhandlere og er ude hos de små butikker«, forklarer Heidi Madsen.

Selv om forretningen ifølge Heidi Madsen var ’som et lille barn’ for hendes far i mange år, så mener hun ikke, at han ville være ked af at se den bliver lukket.

»Det, der betød mest for min far var, at familien havde det godt,« siger hun og fortæller, at hendes mor bakker fuldt op om beslutningen om at lukke.

»Det har været en velovervejet beslutning, og vi er rigtig glade for beslutningen, men selvfølgelig er det også med vemod,« siger hun.

Rudi & Harald lukkede officielt den 1. januar, men Heidi Madsen ejer firmaets lokaler i Søborg indtil september og sælger fortsat løbende ud af lageret.