Har man fået diagnosen, er det nu, man skal bevæbne sig med næsespray og øjendråber. Men faktisk går flere danskere rundt med den generende sygdom uden at vide det. Og hvis de fejer det væk som en almindelig sommerforkølelse, kan det udvikle sig til både astma, bihulebetændelse og mellemørebetændelse.

Derfor er det vigtigt at aflægge sin læge et besøg, hvis man er i tvivl, lyder rådet fra eksperterne. Den seneste måneds omskiftelige vejr har fået flere danskere til at gå rundt og snøfte.

Men det kan være svært at aflure, om de mange nys skyldes pollenallergi, eller om man hoppede i shortsene, før det blev rigtigt varmt.

Her kan det være nødvendigt at inspicere sit snot ekstra nøje. Tæthed i næsen og tyk gult eller grønligt snot er tegn på en sommerforkølelse.

En kløende næse med tyndt sekret betyder derimod, at der er ting, du ikke kan tåle. For mindst hver tredje af pollenallergikerne udvikler sygdommen sig til astma. Det er ikke farligt at undlade at behandle sygdommen, understreger Arne Høst, førende allergispecialist og ledende overlæge på Odense Universitetshospital.

- Men pollenallergi er ikke bare en banal sygdom med lidt løbende næse. Når der ikke er afløb til svælget, kan det udvikle sig til bihulebetændelse og mellemørebetændelse. Men det forringer også livskvaliteten hos patienterne. Det er en besværlig sygdom, siger han.

Med BT Plus får du:

- Hele historien allergisymptomer

- Guide til en pollenfri hverdag

- Gode råd når du køber håndkøbsmedicin

- Anbefaling af den bedste håndkøbsmedicin

- Gode råd til at overleve pollensæsonen

BT PLUS anbefaler også:


- Sørg for at få luftet ud, så du får et godt indeklima, men undgå at lufte ud midt på dagen, hvor der normalt er flest pollen i luften. Det er også vigtigt at gøre grundigt rent en gang om ugen. Så fjerner du de pollen, der sidder i støvet, forklarer Janne Sommer, biolog og leder af Astma-Allergi Danmarks pollenarbejde.

Det kan også være en fordel at tage et brusebad før sengetid, for at skylle pollen ud af håret. Ligesom pollen vil sætte sig i dit hår og tøj, når du færdes udenfor, så vil det ligeledes sætte sig i tøj, der bliver tørret i haven. Aktiviteter i det fri

Du kan tilrettelægge aktiviteter i naturen, så du rammer et tidspunkt, hvor pollenmængden er mindst.

- Generelt vil der være flest pollen i luften i dagtimerne og færrest om natten. Den største koncentration af pollen i luften er i timerne omkring frokost. I byerne forbliver pollenmængden dog høj i længere tid end på landet, fordi huse og asfalt holder på varmen. Derfor kan der være mange pollen ved midnatstid og ofte endda et par timer frem inde i byerne. På landet falder mængden af pollen oftest inden midnat.

Tidlig morgen eller sen aften er derfor de bedste tidspunkter for en pollenallergiker at være udendørs, siger Janne Sommer.

Begræns eller undgå havearbejdet eller løbeturen i det fri, hvis du får svære symptomer. På cykel bliver du også udsat for store mængder pollen. Og jo mere du anstrenger dig, jo mere pollenforurenet luft trækker du ned i lungerne.

- Det er generelt vigtigt, at du er velbehandlet. Hvis du er afhængig af at cykle på arbejde eller bare opholder dig meget udendørs, så kan du mindske pollen i øjnene ved at bruge solbriller eller cykelbriller, forklarer Christine Højer Eriksen, der er sygeplejerske og faglig rådgiver i Astma-Allergi Danmarks telefonrådgivning. Tag allergien alvorligt

Du bør altid tage din allergi alvorligt og forebygge symptomer. Måske begrænser dine symptomer lysten til at røre dig eller være sammen med andre. Du undgår måske ture i byen eller takker nej til en fest, fordi du føler dig mindre attraktiv med rindende øjne og snottet næse.

- Høfeberen kan påvirke din livskvalitet og dit helbred. En underbehandlet høfeber kan nedsætte din indlærings- og arbejdsevne og gøre dig træt. Nogle oplever også åndenød og influenzalignende symptomer.

Heldigvis kan den rette behandling begrænse symptomerne, siger Christine Højer Eriksen. Hvis du har allergi er det selvfølgelig bedst helt at undgå det, du ikke kan tåle. Men det kan være svært med fx pollen. Derfor er det en fordel også at tjekke vejrudsigt og pollenvarsler, hvis du færdes meget udendørs eller skal planlægge en udendørsaktivitet.

Pollenmængden påvirkes nemlig meget af temperatur, vind og vejr. Som vinden blæser…

- Regn mindsker antallet af pollen i luften, fordi regnen vasker pollen ud af luften og ned på jorden. Hvis du har allergi over for svampesporer, så bør du dog undgå skoven, når det er fugtigt eller lige har regnet, siger Janne Sommer fra Astma- Allergi Danmark.

Luftens temperatur har direkte indflydelse på, hvornår planten sender pollen ud i luften. Vinden påvirker også luftens koncentration af pollen. Men der er forskel på vinde. Stærk vind kan frigøre mere pollen, men blæsevejr kan også fortynde luftens indhold af pollen.

Vi kan samtidig få pollen fra fx Tyskland, Polen, Sverige eller Norge afhængig af vindretning og vejrforhold. I Danmark har vi mest vestenvind. Det betyder, at vestvendte kyster og specielt vestkysten ofte er gode opholdssteder for folk med pollenallergi, fordi pollen blæser ind over land.