Guide: 24 timer i Hong Kong
I løbet af et døgn i metropolen kan man både nå at besøge eksotiske markeder og imponerende skyskrabere, gå en tur i junglen og fylde sig med Dim Sum.
I løbet af et døgn i metropolen kan man både nå at besøge eksotiske markeder og imponerende skyskrabere, gå en tur i junglen og fylde sig med Dim Sum.
Kl. 11.00
Det første, vi gør, da vi lander i Hong Kongs lufthavn, er at finde en 7-Eleven og købe det såkaldte »Octopus kort«. Vi fylder et par hundrede Hong Kong dollars på det, og så er vi klar til at indtage Hongkongs metro (MTR), færger og busser. Turen fra lufthavnen til Central tager omkring en time med »The Airport Express Railway«, men vi finder senere ud af, at turen til 100 HKD (ca. 70 kroner) kunne gøres noget billigere med de offentlige busser. Transport er billigt og nemt i Hong Kong, og 90 procent af befolkningen bruger det.
Læs også: Guide: tre dage i Hong Kong
Det første sted, vi besøger i Central, er Maxim’s Palace City Hall.
Her ved frokosttid er der en længere kø for at komme ind og spise, men ventetiden er oplevelsen værd, da vi godt et kvarter senere bliver ført ind til runde borde i en stor sal fyldt med kinesere og enkelte »hvide«.
Dim Sum kan bedst beskrives som en slags pasta, der er viklet rundt om enten grøntsager – gerne svampe – tofu, fisk eller kød. Der er utallige restauranter i Hong Kong, der serverer Dim Sum, men ifølge New York Times får man de bedste hos Maxim’s.
NB: Der er udsigt til utallige bryllupspar med gæster, fordi City Hall ligger lige ved siden af. Vi talte fem bryllupper, der var i gang på samme tid. Restauranten har i øvrigt en fantastisk udsigt ud over havnen.
Adresse: 2/F, City Hall Low Block
Kl. 14.00
Da vi er mætte, er næste mål at opleve Hong Kongs puls og se skyskraberne fra vandsiden. »The Central Star Ferry Pier« er er et centralt knudepunkt i Hong Kong, hvorfra der sejler færger ud til bilfrie øer som Discovery Bay og Park Island. Den smukke ’Star Ferry’ afgår fra Pier 7 og 8, og vi venter næsten ikke, før den næste færge afgår mod Kowloon.
Central Pier, Central Star Ferry Pier
Kl. 14.30
I bydelen Kowloon går vi hen til den travle indkøbsgade, Nathan Rd. Der er utallige små sidegader, som er sjove at fare vild i, og der er mennesker, butikker og små restauranter overalt. Efter en gåtur sætter vi kursen mod Avenue of Stars, hvor der er panoramaudsigt over Hong Kongs skyskrabere. Som navnet antyder, har kinesiske superstjerner – ligesom i Hollywood – foreviget deres håndaftryk i fortovet, blandt andet Bruce Lee.
På Avenue of Stars bliver vi ligesom alle de andre turister stoppet af de mange 13-årige skolepiger, der vil øve engelske sætninger og tage billeder af os.
Adresser: Nathan Rd og Avenue of Stars
Kl. 16.30
Metroen fungerer perfekt til at hoppe af og på, så vi tager videre med den røde linje, og står af på Mong Kok Station. Mong Kok er vurderet til at være verdens tættest befolkede område, og er især kendt for sine tre markedsgader, der sælger sportsudstyr og elektronik, samt lægger asfalt til Ladies’ Night Market, der åbner ved denne tid.
Vi vælger den sidstnævnte gade med kopier af tøj og tasker, hvor der er knald på farver og indtryk. Herefter ser vi fiskemarkedet, hvor utallige guldfisk svømmer i små plasticposer. Der er også et dyremarked i gaden, så indimellem passerer vi butikker med små hundehvalpe af den type, Paris Hilton stopper ned i en designertaske. Der er også kæmpe skildpadder og butikker, der kun sælger planter til akvarier.
Adresse: MongKok Station og Ladies Night Market
Kl. 19.00
Vi er ved at være trætte, men nægter at overgive os og tager igen turen i MTR fra Mong Kok til Central og klarer endda et skift undervejs. Her finder vi frem til verdens længste rulletrappe: »Central-Mid-Levels Escalator«, der blev bygget i 1993. Det forlyder, at den kører den ene vej om dagen og den anden vej om aftenen for at hjælpe de lokale til at være endnu mere effektive, når de skal til og fra arbejde.
Vi står af rulletrapperne i Soho, hvor vi lader os lokke af en argentinsk restaurant med kæmpe bøffer og argentinsk rødvin. Det er næsten som at besøge Sydamerika, men vi kunne lige så godt have valgt en tur til USA, Thailand eller Vietnam, for gaden er fuld af internationale restauranter. Her er flest vesterlændinge, og meget få kinesere, og priserne ligger i den højere ende.
Adresse: Soho, 69 Hollywood Rd, Hongkong
Kl. 23.00
Vinen og maden kvikker op, og vi skal selvfølgelig opleve Hong Kongs natteliv. Lige rundt om hjørnet ligger Lan Kwai Fong, der er en af de vildeste og mest tætpakkede festgader. Vi går i sneglefart gennem det forholdsvis lille område, og efter et stykke tid springer vi i en af Hong Kongs 18.000 taxier, og videre til Wan Chai området, der også bliver kaldt for luderdistriktet af de lokale. Det finder min kæreste også ud af, da han stikker hovedet ind i en af de mange barer, og bliver mødt af et kor af kvinder, der hyler »Welcome«.
Adresse: Lan Kwai Fong
Kl. 08.00
Hong Kong er ganske vist en storby, men naturen er alligevel tæt på. Vi står tidligt op og tager en taxi til Dragon’s Back på sydøstsiden af Hong Kong. Her vandrer vi i godt to timer gennem den fredfyldte jungleagtige natur med en fantastisk udsigt ud over havet. Turen ender i Shek O Beach, hvor den lille perfekt afrundede strand er pænt tom for mennesker, da det ikke er weekend.
Adresse: Shek O Country Park
Læs også: Guide: 5 fede oplevelser i Hong Kong