Gudmundur Gudmundsson har stået i spidsen for det danske landshold for sidste gang.
Mandag har BT kunnet afsløre, at de danske OL-guldvindere skifter landstræner med øjeblikkelig virkning. Nikolaj Jacobsen overtager nu jobbet, som Dansk Håndbold Forbund (DHF) også siden har bekræftet.
Det skifte skulle først være sket til sommer, men ifølge den afgående landstræner for håndboldherrerne sker det nu for holdets skyld.
»Jeg mener, at det er det bedste for landsholdet og for mig selv at træde tilbage som landstræner nu og give Nikolaj de bedste forudsætninger i overtagelsen af holdet,« siger Gudmundur Gudmundsson i en pressemeddelelse fra DHF.
Ikke mindst vil Nikolaj Jacobsen derfor lede landsholdet i de kommende fire EM-kvalifikationskampe i maj og juni mod Ungarn, Holland og Letland.
Gudmundur Gudmundsson ser dig også frem til at kunne koncentrere sig om sin egen fremtid.
»Nu kan jeg rette blikket mod mit fremtidige virke og de spændende udfordringer, der venter mig. Jeg vil gerne takke spillerne og staben for det gode samarbejde og de store oplevelser, vi har haft sammen, og jeg ønsker dem held og lykke i fremtiden,« siger Gudmundur Gudmundsson, der endnu ikke har offentliggjort, hvad fremtiden skal byde på.
Beslutningen om et tidligt skifte på landstrænerposten faldt på plads via et møde mellem parterne i sidste uge.
DHF-generalsekretær Morten Stig Christensen forklarer:
»Vi stod i en situation, hvor Gudmundur allerede havde besluttet at stoppe som landstræner til sommer, så da Nikolaj Jacobsen havde mulighed for at starte sin landstrænergerning allerede her i foråret, er Gudmundur og vi blevet enige om at lade Nikolaj lede tropperne allerede fra de kommende EM-kvalifikationskampe,« siger han og følger op med denne hyldest:
»Gudmundur vil altid have en stor plads i de danske håndboldhistoriebøger. Han vil til evig tid blive husket for det største resultat i dansk herrehåndbold nogensinde, og for det fantastiske samarbejde vi har haft.«

