Manchester City havde travlt med at rense ud i truppen på den sidste dag i sommerens transfervindue. Seks spillere forlod Etihad, inden vinduet klappede i.
Mest bemærkelsesværdigt sagde Pep Guardiola farvel og tak til Joe Hart, Wilfried Bony, Samir Nasri og Eliaquim Mangala. Eller måske var det snarere ’på gensyn’, der lød fra den spanske manager.
I hvert fald blev alle fire, der har været mere eller mindre faste spillere hos ’The Citizens’, sendt af sted på lejeaftaler, der gælder for resten af sæsonen. Derfor var der selvsagt masser af aktivitet på klubbens Twitter-konto i løbet af onsdagen, hvor meldingerne om udrensningen kom væltende én efter én.
Målmand Joe Hart skifter buret i Manchester ud med Italien, hvor han skal vogte målet for Serie A-klubben Torino.
Den ivorianske angriber Wilfried Bony bliver i Premier League og skal forsøge at banke mål i kassen for Stoke, mens de to franskmænd Samir Nasri og Eliaquim Mangala skal til Spanien.
I Sevilla bliver Nasri, der er kendt som en kreativ midtbanespiller, holdkammerat med danske Michael Krohn-Dehli, mens Mangala skal styrke defensiven i Valencia.
Manchester City lejede desuden de to unge forsvarsspillere Jason Denayer, der er belgisk landsholdsspiller, og Shay Facey - begge 21 år - ud til henholdsvis Sunderland i Premier League og hollandske Heerenveen.
De seks City-spillere har måttet vige pladsen i Manchester til nyindkøb som Ilkay Gündogan, Claudio Bravo, Nolito, Leroy Sane og John Stones, som den nye manager Pep Guardiola har hevet ind i folden.
