De beder jo selv om det. Hun skulle ikke have inviteret ham med hjem. Det kan da ikke være voldtægt, når det foregår i hendes eget hjem.

Det er nogle af de fordomme, danske kvinder må kæmpe med, og som hver dag afholder dem fra at melde seksuelle overgreb til politiet.

Men hver gang, en kvinde tier, øger det risikoen for, at en anden må leve med et overgreb, der kan ødelægge hende både fysisk og psykisk.

I tirsdagens B.T. stod Jill Nielsen - kendt fra blandt andet »Big Brother«-udsendelserne - frem og fortalte om den voldtægt, som hun var udsat for.

Hendes håb var, at hendes beretning vil kunne hjælpe unge piger i samme situation, og nu er flere af hendes kendte medsøstre klar til at stå frem med deres erfaringer for at forhindre, at det sker for andre.

Skuespilleren Gry Bay levede i et parforhold, hvor hendes kæreste gang på gang brugte seksuelle ydmygelser til at hævne sig, fordi han var misundelig på Grys karriere.

»Det skete tit, at jeg vågnede om natten, fordi han var ved at voldtage mig. Det gjorde selvfølgelig ondt, fordi jeg ikke havde lyst, men selv om jeg sagde nej, fortsatte han, og jeg følte ikke, at der var noget, jeg kunne gøre.

For hver gang, han gjorde det, nedbrød det mig, og jeg mistede min selvtillid og følte ikke, at jeg havde andet valg end at blive hos ham. Der skete et eller andet inde i mig, og jeg tror, at det er den samme reaktion, som kommer hos mange kvinder, der bliver slået. Man bliver hos en mand, der tæver én, eller som i mit tilfælde, voldtager én.

Han blev bare ved med at voldtage mig. Hver gang, jeg var glad over, at jeg havde succes, tvang han mig til sex, og det var først, da jeg fik en rolle i Tyskland, at jeg havde styrke til at forlade ham, men da havde det også stået på i et år.

Efter det forhold tog det meget lang tid, før jeg kunne stole på en mand igen, og jeg tror, at det vil blive ved at sætte sig spor i min psyke.

Jeg fortæller det her, fordi jeg tror, at der lever rigtig mange kvinder i Danmark, der hver dag gennemgår de samme ting, som jeg gjorde.

Mit råd til dem er, at de skal komme ud af forholdet, for det er voldtægt, der foregår, også selv om det foregår i dit eget hjem.«

Kærestens overgreb er ikke den eneste gang, Gry Bay har været udsat for mænd, der har betragtet hendes krop som deres ejendom.

Også i sin karriere som skuespiller har hun oplevet, at mænd har været ligeglad med, om hun har haft lyst til dem eller ej.

»Da jeg var i Cannes for at promovere min film, var jeg til møde med en amerikansk filmproducer. Så snart jeg var kommet inden for døren, smed han bukserne. Men da var jeg heldigvis så sikker på mig selv, at jeg turde grine af ham og gå min vej.

Men så sent som i sidste uge, da jeg var i USA, var jeg udsat for ubehagelige ting, som jeg ikke har lyst til at komme ind på. Men heldigvis havde jeg en god veninde med, som kunne passe på mig,« siger Gry Bay.

Siden hun gik fra voldtægtsforholdet, er hun både blevet stærkere og mere bevidst om, hvor hendes grænser går.

»I dag ved jeg, at jeg skal sige klart nej, så snart jeg begynder at føle mig presset. Og hvis nogen forsøger at behandle mig, sådan som min gamle kæreste gjorde, er jeg væk med det samme,« siger Gry Bay.

Mandens magt, kvindens svigtende selvtillid og kærligheden til gerningsmanden.

Der kan være flere forklaringer på, at kvinder, der bliver voldtaget i parforhold, ofte hverken stopper forholdet eller anmelder kæresten.

Danske sexologer hører sjældent om parforhold, hvor kvinden bliver voldtaget, men det betyder ikke, at det ikke finder sted - tværtimod.

»Jeg tror simpelthen ikke, kvinderne tør lukke op for det. Jeg er sikker på, at det sker rigtig mange gange,« siger sexologen Margit Kyndal, der undrer sig over, hvorfor hun ikke har flere sager med voldtægter i parforholdet.

»Jeg tror godt, man kan sidestille voldtægten med at få bank. Det er noget med, at manden gerne vil have magt over kvinden.

Uden de ved det, bliver selvtilliden gradvis taget fra kvinderne, og når den er taget fra helt dem, er de ikke længere i stand til at tage vare på deres sunde fornuft.

Så tror de, at de kan ligeså godt kan gøre det, og så går de ikke fra manden,« siger Margit Kyndal.

Ved »Center for Voldtægtsofre« hører man også meget sjældent om voldtægter inden for parforholdet. Sidste år var der cirka fem henvendelser.

»Vi oplever ikke mange situationer, hvor det sker inden for ægteskabet. De kommer ikke til os, men det sker,« siger Katrine Sidenios, der er overlæge på centeret.

I alt er der knap 500 anmeldte voldtægtssager om året, og i langt hovedparten kendte ofrene gerningsmanden.

»De, der kender deres offer over længere tid, udgør omkring 30 procent. Dem, der har kendt gerningsmanden i under 24 timer, er godt 20 procent, og derudover kommer de 10 procent, hvor det er en ekskæreste eller nuværende mand,« siger Sidenios.

Dermed er det i langt hovedparten af danske voldtægtssager, hvor offer og gerningsmand har mødt hinanden i forvejen. Men ifølge Center for Voldtægtsofre er der måske 3-5 gange så mange voldtægter, der aldrig bliver anmeldt. Og en del af dem indenfor parforholdet.

»Dem, der ikke anmelder, men alligevel kommer herind på centeret, kender oftere deres gerningsmænd på forhånd,« siger Katrine Sidenios.