Øv, øv og atter øv!
Hvis der blev bandet og måske også fældet en tåre i Sønderjyskes omklædningsrum sent torsdag aften, var det fuldt forståeligt, for Jakob Michelsens mandskab missede en historisk mulighed for at spille sig i gruppespillet i Europa League ved at tabe et regulært drama med 2-3 til Sparta Prag efter ellers at have ført med 2-0.
Desværre for sønderjyderne står der på bundlinjen, at det ikke bliver til et europæisk gruppespil i denne omgang.
Selvfølgelig til stor ærgrelse for cheftræner Jakob Michelsen.
»Det er sindssygt tungt lige nu,« sagde han kort tid efter slutfløjtet til TV3+, inden han fortsatte:
»Stemningen i omklædningsrummet er virkelig gravkammeragtig lige nu, og jeg føler virkelig med drengene. Vi gjorde mange ting rigtigt og kommer vel aldrig tættere på det, der havde været en af de største jyske sensationer i sportsverdenen. Vi var bedst i dag (torsdag, red.), men de berømte marginaler var ikke med os.«
Hvis det overhovedet er nogen trøst for sønderjyderne, havde de en virkelig stor andel af kampen. De lyseblå drog til den tjekkiske hovedstad med masser af mandsmod og pressede hjemmeholdet, som man også havde succes med i det første 0-0-opgør i Haderslev.
Efter 35 minutter kom belønningen så, da Mikael Uhre sled sig igennem og bragte sønderjyderne foran med 1-0. Han prikkede bolden flot i mål til en noget overraskende føring.
Tro det eller ej, men det blev faktisk endnu bedre for Sønderjyske fem minutter senere. Troels Kløve modtog bolden i højre side af feltet og sparkede bolden fladt ind i det lange hjørne efter to effektive skudfinter, og så lignede det for alvor sønderjysk succes.
Desværre haltede det med opdækningen og målmandsspillet i den anden ende af banen. Sådan noget koster i Europa League, og det gjorde det også mod Sparta Prag, som scorede ved hele tre dødbolde.
Sønderjyske havde mange chancer for at score yderligere i kampen, men den sidste effektivt manglede foran mål.
Det bitre exit betyder ikke kun et farvel til den næststørste turnering i europæisk fodbold, men også et langt blik efter de mange millioner af kroner, som en kvalifikation ville have kastet af sig. Alene for at spille sig i gruppespillet ville Sønderjyske have modtaget 17 millioner kroner, og dertil kunne der så endvidere være tilføjet kolde kontanter for de point, som sønderjyderne eventuelt havde skrabet til sig. For slet ikke at tale om tilskuer- og tv-indtægter.
Men ak, det blev altså ikke i denne omgang, at sønderjyderne kunne vende hjem med en billet til gruppespillet.
