- Med sin abrupte meddelelse om, at hun ikke længere vil være gruppeformand, er Pernille Vigsø Bagge på den korte bane med til at understrege, at SF er alt andet end et solidt parti. Hendes afgang understreger krisen i partiet. Men på den lidt længere bane kan beslutningen vise sig at være klog, for SF har brug for en stærkere, mere robust og driftsikker gruppeformand.

Sådan lyder vurderingen fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter nyheden om, at Pernille Vigsø Bagge vælger at følge i Villy Søvndals fodspor og trække sig fra sin magtfulde position som gruppeformand i Socialistisk Folkeparti.

- Det har været åbenbart, at Pernille Vigsø Bagge ikke har befundet sig vel i rollen som gruppeformand. Hun har tidligere været en meget vellidt politiker i SF, men hun har haft svært ved at agere i forhold til de spændinger og kampe, som har været i partiet siden regeringsdeltagelsen. Næsten symbolsk blev hun selv udnævnt til gruppeformand kort efter, at hun i umisforståelige vendinger havde kritiseret regeringsgrundlaget og dermed hele afsættet for SF’s arbejde i regering. Det var ikke det bedste udgangspunkt, siger Thomas Larsen.

Ifølge Thomas Larsen har posten som gruppeformand været stadigt sværere for Vigsø Bagge at håndtere i takt med, at de interne kriser i SF eskalerede, og det blev tydeligt, at de forskellige grupperinger i SF begyndte at kæmpe mod hinanden i både baglandet og folketingsgruppen.

- I den situation har Pernille Vigsø Bagge ikke haft styrken til at sikre disciplin og ro, men hun er heller ikke blevet ret godt hjulpet. Villy Søvndal svigtede ved ikke at sikre en tilstrækkelig tæt kommunikation mellem ministerholdet og folketingsgruppen, og han gjorde ikke nok for at få taget konflikterne i opløbet. Dermed fik Vigsø i flere tilfælde den umulige opgave med at skulle banke gruppemedlemmer på plads, og den rolle har hun ikke været glad for.

For Astrid Krag kan Vigsø Bagges afgang vise sig at være en fordel, vurderer Thomas Larsen.

- Her og nu er Vigsø Bagges afgang med til at cementere indtrykket af et parti i massiv krise, men reelt får Astrid Krag mulighed for at udpege en mere hårdfør gruppeformand, som bedre vil kunne sikre kommando- og kommunikationslinjerne internt. Det har partiet i den grad brug for. Men forudsætningen er, at Astrid Krag og gruppen omkring den formentlig kommende formand også forstår at lytte til gruppen. Ellers går det for alvor galt SF.