Grundlægger af Wikileaks går i luften med TV-show
Tirsdag debuterer Julian Assange som TV-vært, når hans eget talkshow bliver sendt på den russiske kanal Russia Today.
Tirsdag debuterer Julian Assange som TV-vært, når hans eget talkshow bliver sendt på den russiske kanal Russia Today.
Julian Assange, som er grundlægger af den omdiskuterede hjemmeside Wikileaks, sender tirsdag for første gang sit eget talkshow på Tv, skriver Reuters.
Showet løber over skærmen på den engelsksprogede kanal i Rusland Russia Today, og Assange får en gæst i studiet. Men hvem det er, er endnu ikke blevet afsløret.
Wikileaks-grundlæggeren har optaget programmet »The World Tomorrow« i England, hvor han i øjeblikket sidder i husarrest og kæmper mod at blive udleveret til Sverige til forhør for en påstået seksuelt overgreb.
Og selv om gæsten forbliver hemmelig, indtil programmet sendes, har Russia Today understreget i en pressemeddelelse, at det første interview bliver kontroversielt.
- Jeg er ikke i tvivl om, at netop denne gæst og dette interview vil føre til opfordringer om at lukke os ned fra nogle af de særlige personligheder, der har meget lidt respekt for ytringsfriheden, siger kanalens chefredaktør, Margarita Simonyan.
Assanges mål med sit TV-program er at tale med mennesker, »som normalt ikke ville få en stemme på TV overhovedet«.
Russia Today bliver fulgt af 430 millioner mennesker verden over og kan også streames på nettet.