Grundfos-strejke stærkt aftrappet
Grundfos-strejke stærkt aftrappet
Grundfos-strejke stærkt aftrappet
Langt hovedparten af de 1200 ufaglærte, der torsdag påbegyndte en strejke på flere Grundfos-fabrikker i Midt- og Vestjylland, gik henover weekenden og her til morgen i arbejde igen.
Dagholdet tog arbejdstøjet på i morges alle andre steder end på motorfabrikken i Bjerringbro, hvor godt 120 timelønnede opretholdt strejken. De lokale lønforhandlinger blev indstillet onsdag, og godt en krone i timen skiller fortsat de to ender af forhandlingsbordet. DA, SiD og KAD har nu overtaget forhandlingerne, oplyser kommunikationschef hos Grundfos Sune Salling-Mortensen.
Fællestillidsmand Gert Steen Nielsen siger til Ritzau:
- Langt hovedparten mener, at vi nu har markeret vores kraftige utilfredshed med det løntilbud, virksomheden er kommet med. Det er der blevet gjort opmærksom på, og nu er vi blevet pålagt at gå i arbejde igen. Endnu er vores organisationer ikke enige om, hvornår boden skal gælde fra.
/ritzau/