Søndag afholdt Nordkorea parlamentsvalg. Stemmeprocenten ligger på 100 procent.
Spændingen er udløst i Nordkorea, der søndag afholdt parlamentsvalg i alle landets 687 distrikter.
Måske er spænding for meget sagt, idet der kun var opstillet én kandidat i hver valgkreds. De enkelte kandidater er ifølge Wall Street Journal håndplukket til parlamentsvalget af landets leder, Kim Jong-un, som på den måde kan belønne eller straffe sine embedsfolk.
Den amerikanske avis skriver, at nordkoreanernes kryds som vanligt er blevet sat på stemmesedlen, mens regimet frit har kunnet kigge med over skulderen i stemmeboksen.
Den britiske avis The Telegraph beretter endvidere, at der ved hvert valgsted var opstillet en separat stemmekabine til dem, der ikke ønskede at stemme på det herskende arbejderparti.
Det har dog tilsyneladende ikke taget modet fra nordkoreanerne, idet stemmeprocenten ifølge regimets medieapparat ligger på 100 procent.
The Telegraph skriver, at Koreas Arbejderparti havde opsat plakater med et billede af den enlige kandidat i hver enkelt valgkreds. Under billedet stod sloganet »lad os stemme i enighed«.
»Valg i kapitalistiske lande er en konkurrence mellem en lille håndfuld rige og magtfulde mennesker. Men i den Demokratiske Folkerepublik Korea er valget lig med glæden over at vælge repræsentanter, som findes blandt helt almindelige mennesker, ligesom valget er en vigtig anledning til at demonstrere, at vi tænker ens og fælles,« skriver Nordkoreas statslige nyhedsbureau, KCNA, i en meddelelse.
Der afholdes valg i Nordkorea hvert femte år, og valget søndag var således det første under landets leder Kim Jong-un.
Ved det seneste valg i 2009 stod hans far, Kim Jong-il, i spidsen for det nordkoreanske regime. Her var stemmeprocenten på 99,98 procent.