Fagbevægelsen i både Grønland og Danmark er i oprør over et lovforslag fra den grønlandske regering, der vil bane vejen for billig, udenlandsk arbejdskraft. Det skriver Ugebrevet A4.
Utilsløret social dumping og i strid med en stribe internationale konventioner, lyder dommen fra den grønlandske, faglige hovedorganisation SIK og søsterorganisationen i Danmark, LO.
Lovforslaget handler om minedrift og om ressourcerne i den grønlandske undergrund. Den grønlandske regering argumenterer for, at hvis der skal investeringer til landet og gang i udnyttelsen af ressourcerne, kræver det udenlandske investeringer og anvendelse af udenlandsk arbejdskraft i et meget stort omfang.
Og for at tiltrække de udenlandske investorer er det nødvendigt at give dem lov til at aflønne den udenlandske arbejdskraft under niveauet i de grønlandske overenskomster i en anlægsfase, argumenterer landsstyret.
Den grønlandske hovedorganisation SIKs formand, Jess G. Berthelsen, kalder det en skandale, at den grønlandske regering vil indføre, hvad han ser som ren social dumping.
- Hvis lovforslaget går igennem, som det ser ud nu, får vi som befolkning ikke en øre ud af de udenlandske investeringer. Forslaget omfatter ikke bare anlæg af miner, men også nærings- og søfartsloven, hvilket vil sige, at vi lokalt heller ikke får noget ud af den handel og transport, der følger med den udenlandske arbejdskraft, siger Jess G. Berthelsen til Ugebrevet A4.
Næstformand for LO i Danmark, Lizette Risgaard, afviser også det grønlandske lovforslag:
- Det er en fuldstændig vanvittig tanke at skulle åbne for underbetalt arbejdskraft i rigsfællesskabet, når vi samtidig bekæmper social dumping alle andre steder i verden.