Liverpool kom bagud halvvejs inde i første halvleg, men viste stor karakter og endte alligevel med at hente en 3-1-sejr over Kasper Schmeichels Leicester. Det var anden sejr i træk for gæsterne fra 'Beatles-byen', mens Leicester har tabt de seneste syv ud af ni kampe.
Simon Mignolet har ikke været en populær mand i Liverpool-målet, og meget symptomatisk for hans sæson var det da også et uheldigt selvmål, der sendte Leicester i front. Leonardo Ulloa sendte et skud fra tæt hold på stolpen, men uheldigvis for Mignolet røg den tilbage i ryggen på ham og ind i målet.
Liverpool skulle dog kun bruge fire minutter, før de havde fået udlignet føringen. Det var et af de mange sommerindkøb Adam Lallana, der fik jublen mellem de medrejsende Liverpool-tilhængere til at bryde ud.
To mål efter 26 minutter, og det var i det hele taget en utrolig underholdende kamp, der bølgede frem og tilbage med chancer i begge ender. Det var dog gæsterne, der kom bedst ud til anden halvleg. Der skulle således kun gå ni minutter, før de rødblusede bragte sig i front. Det var Liverpool-koryfæet Steven Gerrard, der med et tørt hug fra kanten af feltet satte sit hold i førersædet.
Og det skulle blive endnu værre for hjemmeholdet. En friløber til Liverpool gav tilsyneladende ikke Leicesters Wes Morgan andre muligheder end at trække det røde kort. Så skulle de forsøge at jagte det udlignende mål med en mand i undertal.
Det lykkedes da også Leicester at lægge et fornuftigt pres i slutfasen, men en grim fejl af Kasper Schmeichel gav Jordan Henderson muligheden for at sætte dødsstødet ind i 83. minut.
Det var et indlæg fra venstre side, som danskeren med lethed burde kunne håndtere, men i stedet valgte at skubbe lige så stille ud til Raheem Sterling. Den hurtige kantspiller lagde derefter bolden til rette for Henderson med en hælaflevering, og den takkede han for ved at sparke bolden i kassen.
Så var kampen definitivt lukket, og hverken Liverpool eller Leicester scorede yderligere i kampen. Med sejren kravler Liverpool op på en foreløbig ottendeplads med 20 point for 14 kampe. Schmeichels og co.er i alvorlige problemer på rækkens sidste plads med bare 10 point.