Dronningens fætter bliver stedt til hvile fra Lyngby Kirke. Det oplyser datteren, Josephine af Rosenborg til bt.dk.
- Det er min fars fødeby og derfor er det helt naturligt for os, at han bliver begravet fra Lyngby Kirke, siger Josephine.
Greve Christian af Rosenborg blev født på Sorgenfri Slot, der ligger i Kgs. Lyngby, hvor han også voksede op som prins og yngste søn af arveprins Knud og arveprinsesse Caroline Mathilde.
Det var først, da Christian i 1971 giftede sig borgerligt med Anne Dorte Maltoft Nielsen, at han mistede prinsetitlen og i stedet blev udnævnt til greve af Rosenborg.
I de første år af deres ægteskab boede parret først i Frederikssund og siden i Holte. Men i 1991 flyttede greve Christian og grevinde Anne Dorte ind i Damebygningen på Sorgenfri Slot. Parret var derfor et kendt syn i gadebilledet i Kgs. Lyngby og omegn.
Derfor er det også helt naturligt for grevens efterladte, Anne Dorte og de tre døtre, tvillingerne Camilla og Josephine og Feodora, at deres mand og far selvfølgelig skulle begraves fra kirken i sin barndomsby.
Og at han lige så selvfølgeligt får sit sidste hvilested på Lyngby Kirkegård.
Begravelsen af Dronningens fætter finder sted klokken 11.