Greenpeace-beviser skal prøves i retten
Retten i Helsingør kører en sag, hvor eneste beviser er dem, som Greenpeace har samlet efter at have været ulovligt inde i kuttere og placeret gps-udstyr.
Retten i Helsingør kører en sag, hvor eneste beviser er dem, som Greenpeace har samlet efter at have været ulovligt inde i kuttere og placeret gps-udstyr.
På mandag genoptager Retten i Helsingør en spektakulær sag om ulovligt fiskeri. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Ud af de 10 sager, hvor Gilleleje-fiskere er tiltalt for at tage på fangst i et lukket område af Kattegat, er det den eneste, der udelukkende er baseret på beviser, som Greenpeace har skaffet ved at trænge ulovligt ind på kuttere og placere gps-sendere.
Sagen blev afbrudt i september, da forsvarer Mogens Hartz krævede, at retten tog stilling til brugen af beviserne. Både byretten og landsretten har siden blåstemplet, at de kan bruges som bevis.
Ifølge anklager Helle Just Christensen ændrer det ikke noget, at Greenpeace for nylig er blevet dømt for ulovlig indtrængen i fem fiskekuttere. For det er ikke forbudt i det danske retssystem at bruge beviser, der er skaffet ulovligt. Men det kan få betydning for, hvor meget vægt, retten tillægger dokumentationen.
- Når der ikke er noget forbud, må retten kigge på det og afgøre, hvilken betydning det skal det have for vurderingen af beviserne, at de er indhentet ulovligt, siger Helle Just Christensen til Frederiksborg Amts Avis.
BNB