En større Greenpeace-aktion i farvandet syd for Lolland er efter nogle timer blevet afsluttet, efter at aktivister fra miljøorganisationen fredag morgen hoppede i havet i en protest mod en isbryder fra Shell.

Politiet indsatte en helikopter med mandskab, der skulle sikre, at isbryderen kunne komme sikkert igennem det danske farvand. Efter et stykke tid satte isbryderen farten op, og Greenpeace indstillede aktionen. Ingen er ifølge Greenpeace blevet anholdt.

Aktionen var en protest mod Shells planer om at bore efter olie i Arktis, skriver Greenpeace i en pressemeddelelse. Organisationens generalsekretær, Mads Flarup Christensen, er en af de aktivister, der var i vandet ved siden af isbryderen Nordica.

- Der er kampe, der er så vigtige, at dagligdagen med laptop og lange møder må vige. Kampen for Arktis’ beskyttelse er sådan en. Derfor har jeg i dag fundet min overlevelsesdragt frem fra gemmerne og er hoppet i vandet i aktion imod Shells olieboringer i Arktis, siger Mads Flarup Christensen.

- Havisen smelter lynhurtigt i disse år. Vi kan ikke tillade Shells risikable olieboringer i området, der i forvejen er under så hårdt klimatisk pres, siger han.

Foruden svømmeaktionen forsøgte Greenpeace-aktivisterne fra gummibåde ved siden af isbryderen at male sit budskab om at indstille al olieboring i Arktis på skibets skrog. Den plan blev dog spoleret af skibets besætning, som hældte en væske ned af skroget og fjernede malingen.

Aktionen var den tredje af sin slags i denne uge. Tidligere på ugen protesterede aktivister i to omgange mod Shell i Finlands hovedstad Helsinki, og da isbryderen var i svensk farvand klatrede aktivister ligeledes om bord. I begge tilfælde blev de fjernet af myndighederne.