Greencard-ordning har slået fejl
7 ud af 10 højtuddannede udlændinge med greencard i Danmark er enten ledig eller ufaglært, viser en ny afhandling.
7 ud af 10 højtuddannede udlændinge med greencard i Danmark er enten ledig eller ufaglært, viser en ny afhandling.
At få et greencard som højtuddannet udlænding giver adgang til et fattigt liv og bristede illusioner snarere end et velbetalt job i dansk erhvervsliv; ordningen virker ikke.
Det skriver Politiken lørdag.
Så kontant er konklusionen i en ny kandidatafhandling fra Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet. Ifølge rapporten befinder 7 ud af 10 greencard-indehavere, cirka 2.100, sig enten i ledighed eller ufaglærte job. Det store kompetencespild er ligeledes påvist i en tidligere undersøgelse fra Integrationsministeriet.
- Ordningen har spillet fallit i den forstand, at der kommer en masse personer til Danmark, som bliver enormt skuffede. De havner på bunden af samfundet, og deres opsparede midler holder slet ikke. En del får ligefrem tilsendt penge fra deres familier og venner, siger Mia Mortensen, cand. scient.soc og forfatter til afhandlingen, til Politiken.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil ikke udtale sig i sin ferie. Men beskæftigelsesordfører Leif Lahn (S) siger, at der er problemer med ordningen, som vil blive forsøgt løst, når regeringen laver en reform af området til efteråret.
BNB