En ny undersøgelse viser, at lidt alkohol under graviditeten ikke skader barnet. Men det er ikke helt sandt, mener en forsker, som selv har arbejdet med effekterne af alkohol under en graviditet.

Ifølge et nyt studie fra Aarhus Universitet skader en smule alkohol ikke barnet under en graviditet. De nye oplysninger baserer sig på undersøgelser af 1.628 danske børn, hvis mødre blev spurgt om deres alkoholforbrug under graviditeten.

Forskningen viser blandt andet, at børn af mødre, som har drukket mellem en og seks genstande om ugen under graviditeten, er lige så intelligente som børn, hvis mødre har holdt sig fra alkoholen.

De femårige børn fik målt deres IQ og opmærksomhed, og de blev ligeledes testet i at planlægge og organisere. Resultaterne blev sammenlignet med en kontrolgruppe af jævnaldrene børn, hvis mødre ikke havde drukket i løbet af graviditeten. Konklusionen lyder, at der ikke er forskel på de to grupper af børn.

Bidrag til sundhedsoplysninger 

De nye oplysninger er et vigtigt bidrag til de sundhedsoplysninger, som de gravide får, mener Ulrik Schiøler Kesmodel, leder af forskningsprojektet, adjungeret lektor på Aarhus Universitet og overlæge på Aarhus Universitetshospital.

Et ærgerligt budskab

Anne-Marie Nybo Andersen, professor ved Københavns Universitet, er ikke begejstret for de nye oplysninger fra Aarhus Universitet. Det siger hun til Videnskab.dk. For et halv år siden udgav hun selv et studie, som viste, at risikoen for en spontant abort bliver øget med 50 procent, hvis den gravide indtager to genstande om ugen. Samtidig bliver risikoen for spontant abort fordoblet ved indtagelse af fire genstande om ugen.Anne-Marie Nybo Andersen mener, at budskabet om, at alkohol ikke skader det ufødte barn, er ærgerligt.