17. april 2016 blev en 23-årig gravid kvinde og hendes 35-årige kæreste skudt og dræbt foran deres hus i byen Snøde på Langeland. Drabsmanden var kvindens 25-årige ekskæreste, der skulle aflevere deres fælles barn på seks år.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at den 25-årige ekskæreste skød kvinden i hovedet og maven. Han havde også skudt kvindens daværende kæreste i ansigtet.

Manden erkendte i retten, at han havde skudt de to personer, men kunne ikke huske de præcise detaljer.

Dobbeltdrabet skete i forlængelse af, at den 25-årige mand skulle aflevere sin lille datter til eks-kæresten. Under afleveringen opstod der angiveligt noget tumult, der førte til dobbeltdrabet, mener Fyns Politi. Det vides ikke, hvor meget den lille pige så. Men naboer kunne angiveligt høre den lille piges skrig fra bilen af.

Kristelig Dagblad har talt med den dræbte kvindes forældre, der fortæller, at deres datter, Nanna, og ekskæresten var blevet forældre i en ung alder, og rollen som forælder var han slet ikke klar til. De havde mødt hinanden i 2010 på produktionsskolen i Svendborg. Nanna var 16 år, og Michael (anonymiseret navn, red.) var 19 år. Han ønskede, at hun skulle abortere, men det nægtede hun.

Ifølge forældrene gik det først op for dem, hvilken mand 'Michael' var, da de flyttede sammen. Forældrene og en veninde påstår, at Nanna levede i et forhold fyldt med jalousi, frygt og vold.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Eksempelvis har 'Michael' angiveligt smadret en campingvogn, som han og Nanna havde fået foræret. Det dækkede Nanna over, hævder hendes far.

Lone Olsen, der er mor til den dræbte kvinde, fortæller, at de fik at vide, at de ikke skulle blande sig i datterens forhold til 'Michael'.

»Jeg tror helt sikkert, det var, fordi hun var bange for ham, det sagde hun flere gange, men det var også bare sådan, hun var. Hun ville så gerne have en lykkelig kernefamilie og ville for alt i verden undgå konflikt for sin datters skyld. I det hele taget tænkte hun altid på andre før sig selv. Hun var en mor for alle, også for Michael,« siger Lone Olsen.

Både hun og manden ville i dag ønske, at de havde blandet sig i datterens privatliv. Ifølge dem fik Nanna det godt, da hun slog op med 'Michael' i 2014, men han kunne angiveligt slet ikke håndtere det, og to år senere skød han og dræbte Nanna og hendes nye kæreste.

'Michael og Nannas datter har primært boet hos sin farmor og hendes samlever, efter den tragiske hændelse fandt sted i april. Hvem der får den endelige forældremyndighed over den lille pige bliver først besluttet, når drabssagen er afsluttet. 'Michael' sidder i skrivende stund varetægtsfængslet på den lukkede Psykiatriske Afdeling Middelfart.

Avisen oplyser, at drabsmandens familie ikke ønskede at medvirke i deres artikel.

»Jeg hørte et brag«

Efter drabet fandt sted talte BT med en nabo, der var vidne til dele af den tragiske hændelse.

»Jeg hørte et brag og bagefter et barn, der græd, og så løb jeg ud på vejen for at se, hvad der var sket«, sagde en rystet nabo, der ønskede at være anonym, til BT.

Braget var formentlig det første skud fra den 25-årige gerningmands haglgevær, der dræbte den 23-årige kvinde, som han ifølge Henrik Justesen, der er efterforskningsleder hos Fyns Politi, havde slæbt ud til sin bil, hvor han skød hende.

I bilen sad også deres fælles datter.

»Så kom en bil kørende væk derfra med fuld fart, og der lå en mand på jorden. Pludselig vendte bilen om, og jeg tænkte, at han nok ville køre tilbage for at hjælpe ham op, fordi jeg troede, han måske havde kørt ham ned,« sagde naboen til BT.

Manden, der lå på jorden, var den 35-årige, som gerningsmanden angiveligt var kørt ind i, efter han havde slået sin ekskæreste ihjel.

»Men da han kom tilbage, så skød han ham, og så kørte han derfra igen,« fortæller naboen, der var dybt rystet.