Der er fortsat kampe i den syriske by Homs, hvor styrker under præsident Bashar al-Assads kontrol har dræbt mindst fire civile i et område, som er kontrolleret af oprørere. Det oplyser oppositionsaktivisten Mohammad Hassan, der befinder sig i den krigshærgede by, til Reuters

- Det er den mest voldsomme beskydning, siden offensiven mod Homs begyndte for seks dage siden. De fire dræbte omfatter blandt andre en 55-årig kvinde, siger aktivisten til nyhedsbureauet.

Han tilføjer, at de fire blev dræbt af granatild, der ramte den bygning, hvor de bor i Bab Amro.

Det har ikke været muligt at få oplysningerne bekræftet fra en uafhængig kilde, idet Assads regering har lukket for de fleste udenlandske journalisters adgang til landet.

Videooptagelser på YouTube viser en læge på et felthospital i Bab Amro ved siden af liget af en kvinde, som angiveligt er blevet ramt i hovedet.