Der er stor sandsynlighed for, at grækerne igen i næste måned skal til stemmeurnerne. I hvert fald afviser venstrefløjspartiet Syriza ifølge Reuters at støtte præsidentens sidste forsøg på at danne en regering.

Efter flere mislykkede forsøg fra de største partier foreslår præsident Karolos Papoulias en sidste udvej: at teknokrater, altså embedsmænd, frem for de folkevalgte skal lede landet ud af den dybe gældskrise.

Tirsdag formiddag samler han partierne for at diskutere løsningen. De har takket ja til invitationen, men håbet om, at det lader sig gøre, så grækerne efter otte regeringsløse dage får nogle ledere, er forsvindende lille. Og allerede nu afviser partiet Syriza, der stod som klar vinder efter valget med stor fremgang, at teknokratløsningen bare er endnu et forsøg på at prakke grækerne en regering på. En regering, som vil gennemføre kraftige nedskæringer og skattestigninger, sådan som EUs og Den Internationale Valutafonds (IMF) redningspakke kræver.

- Vi deltager i mødet. Men vi holder fast i vores holdning. Vi vil ikke lade os underkaste nogen form for redningspakker, selv hvis de bliver gennemført at ikke-politiske personer, siger Syrizas talsmand Panos Skourletis.

Lykkes en teknokratregering ikke, så må præsidenten udskrive nyvalg, og ifølge meningsmålinger vil det blive en sejr til venstreorienterede modstandere af den redningspakke, som politikerne fra de to største partier før valget godkendte. Redningspakken på 130 milliarder euro kommer fra EU og IMF, og de europæiske politikere truer grækerne med, at overholder de ikke reglerne for pakken, bliver pengekassen smækket i. Og det kan være med til at give Grækenland det sidste skub ud af euroen.

Præsident Papoulias har tidligere løst en af kriserne ved at udpege en teknokrat. Det skete, da han for et halvt år siden udnævnte den tidligere vicepræsident i Den Europæiske Centralbank, Lucas Papademos, til premierminister. Papademos fik lukket forhandlingerne om redningspakken, men siden er der opstået endnu kraftigere modstand mod den i parlamentet.