Af Sten Jensen, Berlingske Nyhedsbureau

Det lykkedes ikke for den græske præsident, Karolos Papaoulias, at få sammensat en ny regering, og dermed er et nyvalg den mest sandsynlige udgang på den græske regeringskrise.

En talsmand for præsidenten siger til Reuters, at der vil blive udskrevet nyvalg, og at en overgangsregering vil blive udpeget onsdag.

Præsidenten havde tirsdag samlet alle de største græske partier i et sidste forsøg på at danne en national samlingsregering eller en teknokratregering. Men heller ikke den løsning kunne der skabes flertal for.

Nyvalg vil ifølge meningsmålinger give sejr til venstreorienterede modstandere af den redningspakke fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF), som politikerne fra de to største partier før valget godkendte. Redningspakken er på 130 milliarder euro, og de europæiske politikere truer grækerne med, at overholder de ikke reglerne for pakken, bliver pengekassen smækket i. Det kan være med til at give Grækenland det sidste skub ud af euroen.

Deltagerne i dagens møde var lederen af det borgerlige parti, Nyt Demokrati, Antonis Samaras, socialistpartiet PASOKs Evangelos Venizelos, De Frie Grækeres Panos Kammenos, Demokratisk Venstres Fotis Kouvelis samt lederen af det næststørste parti, det tværsocialistiske Syriza, Alexis Tsipras.

Sidstnævnte, der sidder med nøglen til regeringsmagten, har svoret, at han ikke går i regering med hverken PASOK eller Nyt Demokrati og har også tidligere afvist at støtte en teknokratregering, der skal redde Grækenland fra at gå bankerot og sikre de besparelser, der udløser milliardstøtten fra EU og IMF.