Grækenlands nye finansminister har studeret på Oxford
Euclid Tsakalotos har gået på en eksklusiv britisk privatskole og studeret på Oxford. Han har sagt til britisk avis, at det gør ham i stand til at tale modpartens sprog.
Euclid Tsakalotos har gået på en eksklusiv britisk privatskole og studeret på Oxford. Han har sagt til britisk avis, at det gør ham i stand til at tale modpartens sprog.
GRÆKENLAND: Den nuværende chefforhandler med de internationale kreditorer, Euclid Tsakalotos, er Grækenlands nye finansminister. Han beskrives som en Oxford-uddannet økonom, der udstråler og taler som diskret britisk overklasse.
Det er en kontrast til Yanis Varoufakis, der trak sig som finansminister mandag morgen. Varoufakis lagde sig ud højlydt ud med sine finansministerkolleger, som han i dagene op til folkeafstemningen kaldte terrorister.
I et portrætinterview med Euclid Tsakalotos for nyligt i The Guardian konstaterede den nye finansminister, at det har været »en overraskelse for den anden side«, at finde en mand som ham under forhandlingerne med en venstreorienteret græsk regering.
Tsakalotos har også konstateret, at det overrasker modparten, at »han forstår deres argumenter«.
Tsakalotos fortæller den britiske avis, at han tilsluttede sig den politiske venstrefløj, da han erfarede, hvordan græske, socialistiske og kommunistiske modstandskæmpere efter Anden Verdenskrig var blevet behandlet som »pariaer« i efterkrigstiden og under det græske diktatur, mens kollaboratører med nazisterne kunne leve et godt liv.
Tsakalotos blev født i Rotterdam i 1960 og kom derfra til Storbritannien og London med sin familie. Her gik han på en eksklusiv privatskole, inden han fortsatte studierne i Oxford.
I 1990 flyttede han til Grækenland med sin skotske hustru og meldte sig ind i Synaspismos, der var forløberen til Syriza.
Tsakalotos har op til folkeafstemningen afvist, at genindførelse af drakmaen er på tale og sagt, at regeringen ønsker at bevare den fælles valuta.
Han har også talt imod de europæiske sparekrav og sagt, at Grækenland har brug for en aftale, der giver en økonomisk farbar vej fremad.
Omkring selve afstemningen sagde han til Skai TV, at det var den Syriza-dominerede regeringskoalitions eneste mulighed, fordi det fremsatte tilbud i låneforhandlingerne med de internationale kreditorer »aldrig ville være blevet ratificeret af parlamentet og ville have bragt regeringen til fald«.
Han sagde også til TV-stationen, at den græske økonomi har brug for et »optimistisk chok« ved en gang for alle at fjerne frygten for, at Grækenland kan blive smidt ud af eurozonen.
Tsakalotos blev officielt udnævnt efter et møde mellem premierminister Alexis Tsipras og alle de græske partier i regering og opposition undtagen det nynazistiske Gyldent Daggry. Udnævnelsen er et signal om, at den græske regering er klar med en ny attitude over for de øvrige lande i euro-zonen.