Grækenlands finansminister, Evangelos Venizelos, oplyste onsdag aften, at regeringen i Athen er blevet enig om yderligere besparelser på de offentlige budgetter på 325 millioner euro.
Det skriver TV 2 Nyhederne.
Regeringen vil mandag offentliggøre de nye besparelser, der er en forudsætning for, at Grækenland kan få et gigantlån på 130 milliarder euro fra de øvrige eurolande og Den Internationale Valutafond, IMF.
Evangelos Venizelos oplyser samtidig, at regeringen i Athen i weekenden forventer at lande en aftale med private långivere om en sanering og afdragsordning af lån, som også kan offentliggøres mandag.
- Sagen bliver forberedt i en arbejdsgruppe i Bruxelles søndag og den endelige beslutning kan tages mandag, siger Evangelos Venizelos.
Sideløbende med forhandlingerne i Athen siger eurogruppens formand, Jean-Claude Juncker, efter et telefonmøde mellem de 17 eurolandes finansministre, at der er gjort fremskridt i forhandlingerne med Grækenland om lånet på 130 milliarder euro. Han giver dog ingen nærmere detaljer om forhandlingerne.
- Det er nødvendigt med yderligere overvejelser for at styrke overvågningen og gennemførelsen af besparelserne, siger Jean-Claude Juncker.
Grækenland står i bundløs gæld og risikerer statsbankerot, hvis ikke landet får lånet på de 970 milliarder kroner.
BNB