- Du får kun en tur, så du kan lige så godt nyde den, har modebranchens flamboyante OG 91-årige stilikon, Iris Apfel, engang udtalt.

Og den aldrende påfugl, der i tidernes morgen studerede historie ved New York University og som har arbejdet for Women's Wear Daily og indretningsarkitekten Elinor Johnson, kysser i den grad det satans liv.

Modemagasinet Dazed & Confused har smidt den grå eminence på bladets november forside (iført en kulørt kreation fra Comme des Garçons).

Og nu afslører New York Magazine så, at modens maskot (der har en Jimmy Choo sko-kollektion opkaldt efter sig) udvider sit imperium og lancerer sko-kollektionen 'The Rara Avis Collection' (sjælden fugl på latin, red.). 'Rara Avis' kollektionen består af behagelige ballerinaer og tøfler i festlige farver med pailletter. Kollektionen sættes til salg på Home Shopping Network/www.hsn.com til februar 2013, og prislejet kommer til at ligge mellem ca 342 til 570 kr.

Iris Apfel var 83 år gammel og havde været pensionist i 13 år, da hun med et trylleslag blev modens nye muse. Det skete i 2005, da The Metropolitan Museum i New York slog dørene op for udstillingen Rara Avis (sjælden fugl): The Irreverent Iris Apfel. Rara Avis udstillingen bestod bl.a sjældne skatte og outrere klæder fra Apfels personlige garderobe. En hyldest til modens nye og højmodne it-girl, der gør en dyd ud af at danse efter egen pibe:

- Når du ikke klæder dig som alle andre, behøver du ikke tænke som alle andre.