Den tyske Stuttgart-spiller og tidligere verdensmester med Tyskland Kevin Grosskreutz undskylder nu, efter han i en vanvittig nat med besøg på bordel, slagsmål og indlæggelse på hospitalet blev fyret fra klubben.

»Jeg har lavet en fejl, som jeg er meget ked af. Jeg accepterer konsekvenserne og beklager, at min tid i VfB Stuttgart slutter på den her måde. Tak til holdet, personalet og fansene for deres støtte de sidste par dage,« lød det fra Grosskreutz til Stuttgarts website.

»Jeg vil intet have at gøre med fodbold lige nu, og jeg beder om, at alle lader mine familie og mig selv være,« siger han.

For man skal passe på, hvem man fester med. Det må den tyske fodboldspiller Kevin Grosskreutz sande. Natten til tirsdag var han en tur i byen, men i stedet for at få en kæp i øret, endte han med at få et par på hovedet i centrum af Stuttgart og en tur på hospitalet med hovedskader. Det skrev den tyske avis Bild.

Hvis det bare havde været ved det, ville Grosskreutz måske stadig have sit job som venstre back for 2. Bundesliga-klubben Stuttgart i dag. Men det var ikke slutningen på en skidt bytur for tyskeren.

I løbet af natten havde han nemlig taget et endnu ukendt antal mindreårige ungdomsspillere fra Stuttgart med sig på et bordel. Netop dén kendsgerning har fået den tyske klub til at fyre verdensmesteren, der dog ikke fik et eneste minut under den tyske VM-triumf i 2014. Det skal han nok heller ikke regne med i fremtiden.

»De her begivenheder skal have konsekvenser. Spillerne på førsteholdet skal være rollemodeller for klubben i almindelighed og i særdeleshed over for vores unge spillere,« udtalte Stuttgarts sportsdirektør Jan Schindelmeiser Meiser på klubbens website om Grosskreutz vilde nat.

Verdensmesterens opførsel har ikke efterladt Stuttgart med noget andet valg end at fyre ham, mener cheftræner Hannes Wolf.

»Det har ikke været nemt, men vi har valgt at slutte samarbejdet med Kevin. Det er det eneste rigtige at gøre,« sagde cheftræner Hannes Wolf i en udtalelse på Stuttgarts website.

Det er dog langt fra første gang, at Grosskreutz har været involveret i skandaleombruste episoder. Han har tidligere urineret i en lobby på et hotel efter et nederlag til Bayern München i den tyske pokalfinale. Og så var der også dengang, hvor han blev anklaget for at have smidt en kebab efter en fan fra Køln.