Torsdag tog Tiger Woods konsekvensen af en stribe nedture forårsaget af skader og dårligt spil, da han trak sig fra golfsporten på ubestemt tid. Danske Anders Hansens personlige træner og golffysioterapeut, Rasmus Thomhav, kalder de mange skader for iøjefaldende.
»Det er iøjefaldende, at han bliver ved med at komme på, spiller 3-4 turneringer og så trækker sig igen. Der tegner sig et billede af en person, der ser stærk ud, men som har slidt sig selv ned, siger Rasmus Thomhav.
Han retter især sit fokus på Woods' rædselsår i 2014, hvor den 39-årige golfstjerne måtte trække sig fra flere turneringer, og hvor han i marts måtte gennemgå en operation for at få fjernet en nerve, der sad i klemme i ryggen. En sådan skade tager - hvis man griber det konservativt an - omkring et halvt år at komme sig over, fordi der ifølge Rasmus Thomhav bliver stillet store krav til ryggen i en sport som golf, hvor man konstant roterer i kroppen og bøjer bagover i ryggen. Men Tiger Woods spillede allerede sin første turnering blot tre måneder efter operationen.
»Der kan man ikke lade være med at tænke over, at han er startet for tidligt. Det er med garanti nogle ekstremt dygtige folk, han har omkring sig, men alle kan føle sig presset, når det er en af verdens bedste, man arbejder med, siger Rasmus Thomhav.
Når og hvis Tiger Woods beslutter sig for at fortsætte karrieren, ser Rasmus Thomhav ikke nogen fysisk forhindring for, at golfstjernen igen kan spille med på højeste niveau. Men det kræver, at der bliver passet på ryggen.
»Hvis man ikke er stabil nok i lænden, så kan man meget let få tilbagefald. Men ser man på hans skadeshistorik, kan han godt komme tilbage igen, hvis han er villig til at give det tid, siger golffysioterapeuten.