Det er ikke første gang, at chokolade bliver positivt omtalt, når det gælder sundhed. Ikke desto mindre kommer det måske som lidt af en overraskelse, at en amerikansk undersøgelse viser, at det kan slanke.

Undersøgelsen er foretaget på baggrund af næsten 1.000 amerikanere, der er blevet målt på deres kost, kalorieindtag og BMI, »body mass index« og viser, at de personer, der spiste chokolade et par gange om ugen i gennemsnit var slankere end dem, der spiste det ved færre lejligheder.

Forskerne mener, at den overraskende konklusion skyldes, at chokolade indeholder ingredienser, der fremmer vægttab.

- Vores resultater er blot endnu en indikation på, at sammensætningen af kalorier, ikke bare antallet af dem, har en indvirkning på vægten, siger Dr. Beatrice Golomb, fra University of California i San Diego, ifølge BBC.

Det er således mindre vigtigt, hvor ofte man spiser chokolade set i forhold til, hvor meget man spiser.

Det er ikke første gang, forskere konkluderer, at chokolade kan være sundt for os. Andre undersøgelser har hævdet, at chokolade også kan være godt for hjertet, og visse typer af chokolade, især mørk chokolade, er tidligere blevet forbundet med gunstige ændringer i blodtryk, insulinfølsomhed og kolesterol.

Undersøgelsen er offentliggjort i »Archives of Internal Medicine«, og forskerne bag vurderer, at der blot er en procents risiko for, at deres resultaterne kan forklares ved en tilfældighed alene.