Gode stormnyheder: Forsikringen dækker stormskaderne
Hvis du som følge af stormen i morgen vågner op til ødelagte teglsten, huller i taget, knuste ruder eller et væltet træ ned over din ejendom, er det selvfølgelig surt.
Hvis du som følge af stormen i morgen vågner op til ødelagte teglsten, huller i taget, knuste ruder eller et væltet træ ned over din ejendom, er det selvfølgelig surt.
Men skulle uheldet være ude, er der heldigvis trøst at hente. For langt de fleste skader vil være dækket af dine helt almindelige forsikringer.
Ved stormskader vil du nemlig være forsikringsdækket, hvis der er målt vindstyrke over 17,2 meter pr. sekund, lyder det fra Forsikringsoplysningen. Og langt de fleste steder forventes det i dag og i aften at blæse betydeligt mere end det.
LÆS OGSÅ:
På den jyske vestkyst og i Nordjylland varsler meteorologerne oven i købet om vindstød på langt over orkanstyrke – helt op til 39 m/s – så i de egne af landet er der ingen tvivl om, at man vil være dækket ind.
Og det er der næppe heller andre steder i landet, for ingen forventes at gå fri af som minimum meget kraftig vind.
Det er den almindelige bygningsforsikring, der dækker skader på din ejendom efter en storm. Så som husejer bør man hurtigst muligt efter stormen gå en tur rundt om huset og tjekke grundigt, om der er sket skader.
Bygningsforsikringen dækker også skader på carporte, garager og skure, hvis de står på muret eller støbt sokkel.
Sker der følgeskader på dit indbo som følge af en bygningsskade – altså hvis det f.eks. regner ned på møbler og tæpper gennem et ødelagt tag – er det indboforsikringen, der kommer i spil.
Forsikringsoplysningen opfordrer til, at man hurtigst muligt anmelder eventuelle skader. Og at man samtidig forebygger yderligere skader ved at dække af, hvis der er huller, så det ikke kan regne ind og skabe nye ulykker.
LÆS OGSÅ:
Hvis man ikke selv er i stand til at tage en tørn med sit eget hus efter en stormskade, er der også hjælp at hente. Langt de fleste forsikringsselskaber vil nemlig dække rimelige udgifter til en håndværker eller til Falck, hvis det er nødvendigt med hjælp udefra.
Forsikringsoplysningen opfordrer i øvrigt til, at man ved hjælp af foto og eventuel video dokumenterer de skader, der er sket.
Det giver god mulighed for at få en nem og ukompliceret forsikringssag igennem hurtigt, da det både gør arbejdet lettere for forsikringsselskabet og samtidig sikrer dig selv langt bedre.